Kunder søger oaser i heden

Der installeres masser af klimaanlæg i hedebølgens kølvand

AALBORG:Mens det meste af Danmark har svedt og pustet under sommerheden, har ventilationsbranchen stønnet ekstra meget for at dække efterspørgslen på klimaanlæg. - Vi ligger vandret og er blåviolette i hovedet i øjeblikket, siger daglig leder af Aalborg Klimateknik, Ole Skousbøll. Det er først og fremmest erhvervslivet, der efterspørger klimaanlæg, mens der indtil videre er langt imellem de private kunder. - Hvad angår private er der typisk tale om leje af mobile anlæg, fordi de kun skal bruge det for en tid. F.eks. til at hjælpe en gammel slægtning, der har det hårdt i varmen. Langt de fleste kunder er inden for kontor- og butiksområdet, siger Skousbøll. Med et klimaanlæg er det muligt på en varm sommerdag at holde temperaturen nede på 24 grader, hvor den ellers i lokaler med glaspartier let når langt over de 30 grader. - Og så er det altså svært at opretholde arbejdslysten, siger klimaspecialisten, der da også kan tilføje, at det ofte er på anbefaling fra bedriftssundhedstjenesten, BST, at en virksomheds ledelse lader ventilationssystemet påmontere et anlæg, der køler den indblæste luft ned. Medarbejderpres - Til andre tider sker det på baggrund af et pres fra medarbejderne, og det sker især på denne årstid, hvor folk kommer hjem fra ferie sydpå. Dernede har de opholdt sig i lokaler med aircondition og oplevet, hvor behageligt det er, og det får dem til at gå til direktøren med krav om nedkøling af kontoret, siger han. Det er da også netop september-oktober, der er højsæson for klimaanlæg i eksisterende bygninger. Hvad nybyggeri angår, er de fleste bygninger i dag født med klimastyring. Hos kontorforsyningsfirmaet Asger Jensen Aalborg A/S, der har klimaanlæg på sortimentet, bekræfter indehaver Asger Jensen, at den varme sommer har sat ekstra fokus på temperaturforholdene. - Butikkerne er blevet mere opmærksomme på indeklimaets betydning for omsætningen. Tøjbutikker, hvor kunderne står med tøjet klæbende til kroppen og forsøger at skifte i et trangt prøverum, taber i forhold til andre, der tager mere køligt mod kunderne, siger Asger Jensen, der også har tandlæger, læger og frisører blandt sine kunder. - Det er svært for en frisør at sætte kundernes hår ordentligt, hvis det hele klæber af sved, og i slikbutikken bliver chokoladen grå og usælgelig, hvis temperaturen kommer over et vist niveau, pointerer han. Udsolgte modeller Asger Jensen tog klimaanlæg på programmet for fem år siden, og siden er afsætningen steget stejlt: - Med ca. 30 pct. om året, siger han, men i år er afsætningen kommet bag på ham. Det betyder, at visse modeller i øjeblikket er udsolgt. - Og da de produceres i lande som Frankrig og Italien, hvor varmen er endnu værre, er det umuligt at få leveret flere i øjeblikket. Et anlæg koster fra 5000 til 25.000 kr., men ifølge Asger Jensen er den udgift i de fleste tilfælde hurtigt tjent ind: - Det er jo ikke bare luften, der står stille. Varmen gør, at folk mister evnen til at tænke logisk og arbejde effektivit, og det koster, siger han. Udover anskaffelsesprisen påløber der ganske vist driftsomkostninger, men i et vist omfang tjenes disse ind igen om vinteren, hvor anlægget uden videre kan bruges som varmekilde. - Og anlægget ganger den brugte mængde energi med tre. Især i lokaler med elvarme giver det en besparelse, siger han. Ole Skovsbøll, Dansk Klimateknik, skøner, at mellem 60 og 70 pct. af alle butikker i dag har et klimaanlæg. På sigt bliver det alle, mener han, fordi det bliver et krav fra myndighedernes side. Blandt private bliver klimaanlæg næppe det store hit her og nu: - Skal man have svalet soveværelset er prisen ca. 15.000 kr. plus moms, siger Asger Jensen, som forklarer den høje pris med, at lydløse anlæg på grund af anden teknik koster mere end de billigste apparater. - Det hjælper jo ikke, at man slipper for varmen, hvis støjen holde een vågen, siger han.