Hjørring

Kunderne bliver væk

Der er blevet for stille omkring Springvandspladsen i Hjørring.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er blevet meget stille i Søndergade efter at gågaden er åbnet.Foto: Henrik Louis

Den nye gågade i Hjørrings centrum gør mere skade end gavn, mener de handlende omkring Springvandspladsen, som nu kæmper for at få genåbnet Søndergade for kørende trafik . 5600 biler i døgnet er væk sammen med busser og taxaer. - Kundestrømmen er faldet drastisk, og det er vi ikke de eneste, der har oplevet, fortæller varehuschef i Føtex Morten Kjær. Han har taget initiativ til en underskriftsindsamling, og alle de handlende han har spurgt, har skrevet under på, at de ønsker trafikken i Søndergade tilbage. - Vi kæmper for at få lavet en sivegade med skråparkering, og så kan trafikken ledes gennem Svinget til Mammutpladsen, siger Morten Kjær. Handlen er simpelthen ved at blive kvalt af gågaden, - Kunderne kan jo ikke komme hertil, og jeg får dagligt skældud af folk, der er utilfredse, siger Morten Kjær, der ikke mener, at det er konkurrencen fra Metropol, der er årsagen til den faldende omsætning. - Når man kigger rundt, er der fire forretninger som står tomme, og jeg frygter, at flere vil dreje nøglen, siger butikschefen. Christian Dam fra tøjforretningen Christian i Søndergade supplerer: - Jeg tør ikke tænke på, hvordan det bliver til efteråret og vinter. Jeg mener vejen er bred nok til både sivegade og gågade, siger Christian Dam. Borgmester Finn Olesen (S) er bekendt med underskriftindsamlingen. - Det gør indtryk, at så mange handlende har skrevet under på at få en anden løsning, og det har jeg sympati for, siger Finn Olesen. Han er opmærksom på, at det er vigtigt at bevare en god balance i handelsstrukturen, så det stadig er attraktivt at komme i Hjørrings centrum. Lukningen af Søndergade har også betydet, at byens eneste hotel - Phønix er blevet isoleret uden en ordentlig vejforbindelse. Kommunens tekniske forvaltning er i gang med at finde en løsning. I første omgang afviste politikerne at lave sivegade i Søndergade, fordi det ville ødelægge helheden i gågaden, og så mente man også, at det ville skabe trafikkaos.