Kunst blev et tilløbsstykke

NØRHALNE:IFNs Kunstvenner vurderer, at årets udstilling, "Nørhalne Viser Kunst" blev besøgt af 4500 publikummer i løbet af de fire dage, hvor Nørhalne Hallen lagde rammer til værker fra 60 kunstnere, og malerier fra 300 lokale børn. Op mod 1200 programmer er blevet solgt under udstillingen fra torsdag til søndag. Der er udelukkende positive tilbagemeldinger fra kunstnere og publikum, oplyser Bente Saabye, formand for IFNs Kunstvenner, hvorfor der ikke lægges op til de store ændringer på udstillingen. Den blev lukket søndag med tale af borgmester Ole LykkegaardAndersen (V). Han hæftede sig ved, at mange store kunsthuse har svært ved at trække publikum til, og derfor er det flot, at IFNs Kunstvenner kan holde en kunstudstilling, hvor folk strømmer til. Den særlige børneudstilling blev også en succes. Kustvennerne har investeret 5.000 kr., så hvert barn kunne få et lærred at male på, og børnenes motiver skal nu hænge måneden ud i klublokalet, hvorefter børnene får deres malerier. Nørhalne Viser Kunst startede oprindeligt med, at borgere i byen blev opfordret til at tage et kunstværk fra deres hjem med i hallen, hvor værkerne blev hængt op på en væg og vist frem.Det trak den gang omkring 300 tilskuere.