Kunst eller plagiat?

I weekenden havde Politiken en stort opsat forsidehistorie om, at Dirch Passer og Preben Kaas’ ”Fingernummeret” fra Cirkusrevyen 1974 var stjålet fra en amerikansk komiker.

Det er bare det seneste i en lang række af beskyldninger mod danske komikere for at stjæle fra deres amerikanske kolleger. For ti år siden var det Bob Anders, der havde kopieret amerikanske komikere, og 20 år tidligere var det Tommy Kenter, der i sit show havde stjålet fra Robin Williams. I fjor var det Casper Christensen og Frank Hvam, der blev beskyldt for, at deres succes ”Klovn” er en kopi af den amerikanske serie ”Curb your enthusiasm”. De fleste mennesker betragter plagiater som 1) en absolut størrelse, og 2) noget der uden formildende omstændigheder bør fordømmes. Begge dele er, som professor ved Chicago University Richard Posner skrev i sin blog i fjor, forkerte. Det var et plagiat, da Frank Esmann brugte en amerikansk forskers værk i sin bog om Henry Kissinger. Det samme kan man sige om de fleste værker af den berømte tyske sociolog Thomas Ziehe. Manden har aldrig selv bedrevet forskning, men alligevel skriver han tykke, tunge og ekstremt indflydelsesrige bøger. Ziehes bøger ville være umulige at skrive, hvis ikke han kunne gøre brug af andre forskeres arbejde. På overfladen ser de to tilfælde ens ud, men hvis man går i dybden, er det to modpoler. Thomas Ziehe bruger tidligere publicerede værker og tilføjer viden til de ideer, som andre forskere har fremdyrket. På et samfundsmæssigt plan er det gavnligt, fordi han kreerer ny viden. Han bidrager til den samlede viden. Det eneste, Frank Esmann gør, er at tage æren og belønningen for en anden mands arbejde. Han bidrager kun til sin egen formue. Dermed ikke være sagt, at Frank Esmann er et dårligt menneske og fortjener at blive fordømt. Han har jo igennem en lang årrække været en fabelagtig journalist, der med stor indsigt og viden har formidlet ekstremt komplicerede omstændigheder og situationer på en letforståelig måde. Det er bare i den konkrete sag, at han fortjener kritik for det, der kun kan beskrives som et enkelt tilfælde af dovenskab. Den amerikanske komiker Art Metrano, som mener, han har fundet på nummeret, kunne have fremført sit show i Danmark, og det ville aldrig være blevet nær den samme succes, som det blev for Dirch Passer. Pointen er netop, at scenekunsten er afhængig af både skuespiller og publikum. Det er i samspillet mellem manuskript, skuespiller og publikum, at magien opstår. Det var, fordi Dirch Passer -med al sin erfaring, historie og berømthed i Danmark- stod på Cirkusrevyens scene og fremførte nummeret, at det blev en succes. Hvis man skal kritisere Kaas og Passer for deres brug af en anden komikers materiale, er det udelukkende, fordi de ikke har akkrediteret ham som medskaber af nummeret. Men mere er der ikke at sige om det. Det er stadig Passer og Kaas’ nummer, og det fortjener stadig at være med i Kong Brians Unævnelige. [ Jeppe Lisdorf er uddannet cand.mag. og førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg. Han er p.t. arbejdsløs og kan kontaktes på jlisdorf@hotmail.com