Kunst for enhver smag

Vigtigt med ildsjæle i de mindre bysamfund, til at holde hjulene i gang

Som altid er der noget for enhver smag på Efterårskunst i Jerslev. 48 kunstnere viser i denne weekend hvad de arbejder med. Det er 22. gang, der er udstilling i Jerslev, og som sædvanligt er det ikke svært at få kunstnere til at udstille. Vivi Steffensen fra Brønderslev er med for tredje gang. Hun er oprindeligt uddannet pianist på konservatoriet, men uddannede sig senere til lærer. -I otte år har jeg malet med acryl, fortæller Vivi Steffensen. Hun er også begyndt at lave klovner og andre mennesker i en savsmuldsmasse. Hun syr selv tøjet til dem. - Der skal ske noget nyt, og lysten har altid været der, fortæller Vivi Steffensen. Helle Kroer fra Aalborg præsenterer to genrer. Klovnerier Dels har hun været på kursus på Sardinien, og de flotte bygninger går igen i hendes malerier. Desuden maler hun klovner. - Jeg har altid været fascineret af klovner, siger hun. Husflidsforeningen for Jerslev og Omegn præsenterer også noget af det, der arbejdes med i foreningen. Blandt andet har Edel Larsen lavet et patchworktæppe Dear Jane Quilten, som det har taget hende to år at lave. Det består af 5602 lapper stof. Folketingsmedlem Lene Hansen åbnede udstillingen. Hun roste de ildsjæle, der står bag udstillingen. Hun sagde, at kunst og kultur er noget af det, der kan være med til at binde den nye kommune sammen til en enhed. Kunst og kultur kan være med til at bygge bro, sagde hun. - Men kulturtilbud skal understøttes og plejes, ellers dør de. - Mange steder satser man voldsomt på kulturlivet, for at tiltrække de virksomheder, der finder det interessant at etablere sig på en egn, der har kvalitets-kulturtilbud at tilbyde medarbejderne.