Kunst for millioner

Kunstfond viste over 80 nye værker frem

AALBORG:Aalborg Kommunes Kunstfond har kunst for millioner. Hver gang der sælges en grund, så afsættes der en procent af salget til kommunens kunstfond. På den måde er der for alvor kommet penge i kassen til at gå på kunstindkøb, og derfor har fonden i dag bl.a. kunst af Poul Anker Bech, Peter Brandes og Henry Heerup. I 2004 brugte kunstfonden således omkring 150.000 kr. på at købe ny kunst. I går var der fernisering på en udstilling på skole- og kulturforvaltningen, der viser mere end 80 nye værker, som bestyrelsen har købt. Nu kan kommunens ansatte komme og se på kunsten og vælge de værker, som de har lyst til at låne. Kunstværkerne kommer nemlig de mange ansatte i Aalborg Kommune til gode. - Der er rigtig mange, der er interesseret i at få kunst også ude i daginstitutionerne og børnehaverne, siger formanden for kunstfonden, Kirsten Ziegler. Bestyrelsen for kunstfonden tager på rundture til kunstnere, og de besøger gallerier for at se, hvad der skal investeres i. Men bestyrelsen afsætter også penge til projekter. Det kommer i fremtiden havnefronten i Aalborg og Nørresundby til gode. Der er således afsat 200.000 kr. til udsmykning i Nørresundby samt 500.000 kr. Aalborg-siden.