Kunst fra flere lande

SÆBY:Ingen påske uden kunstudstillinger. Således også på Galleri Nordenvind i Sæby, der traditionen tro kan præsentere en alsidig påskeudstilling med mange af udenlandske navne. - Udstillingen er bred og repræsentativ. Der er kunst af velkendte navne, men man kan også stifte helt nye bekendtskaber. Blandt andre er svenske Anne Kristine Jensmar og franske Georges Point med denne gang, siger galleriejer Eric Kaare. Nordenvinds påskeudstilling er kendt for trængsel på væggene. Denne gang vil der også være trængsel på gulvet. Med skulpturer i jern, sten og bronze af seks meget forskellige kunstnere sætter Eric Kaare særligt fokus på skulpturen, og der bydes på såvel et klassisk som et mere modernistisk udtryk. På skulptursiden er udstillingens absolutte hovedværk en knap 80 centimeter høj bronzeskulptur med titlen "Sovende kvinde" af den franske kunstner Agnes Racine. - Hun er i internationale kunstkredse kendt som en af sin generations ypperste skulptører, og hendes udtryk er karakteriseret ved, at det er det stille motiv, skønheden i den måske oversete situation, der formidles, siger galleriejeren. På billedsiden bydes blandt andet på helt nye grafiske værker af Corneille. Han bruger en helt særlig teknik, aqua gravure, som tilfører en særlig stoflig virkning. Med udstillere fra de internationalt tunge drenge Corneille og Coignard til nye navne som Lene Norsander og Elisabeth Riisager byder udstillingen på mange muligheder for at blive udfordret på opfattelsen af kunst. Udstillingsplakaten gengiver et af de nyeste værker af Alain Soucasse. Det gengivne værk giver nye dimensioner til udtrykket "Kunst er noget skidt". Kunstneren har stået på hovedet i affaldscontainerne og samlet materiale, der i kraft af form og tekstur får ny funktion i collagen. Det, der oprindelig var grimt og frastødende, bliver pludselig smukt og æstetisk. Det originale værk kan sammen med andre i samme serie ses på udstillingen. Udstillingen er åben alle påskedage kl. 11 – 17.