Kunst har ingen alder

"Ja, det er en fratrædelse, der skal være, fordi damen har nået den alder, hun har". Den tager vi lige igen: "Damen har jo den alder, hun har". "Damen" er direktør for Nordjyllands Kunstmuseum, nu Kunsten, siden 1989, Nina Hobolth, som "efter gensidig aftale" er blevet bevilget en såkaldt "aftalt fratrædelse", ikke af hele bestyrelsen bag museet, forstår man af omtalen, men af selveste bestyrelsesformanden Lars Bang Jensen, som egenhændigt har besluttet sig for at skille sig af med direktøren for at gøre hende til seniorforsker på stedet fra 1. april. Fordi museet har røde tal i regnskabet, har dårlige besøgstal og i det hele taget står dårligt rustet til fremtiden og en fortsat udvikling? Nej, overhovedet ikke. Tværtimod. Men fordi museumsdirektøren er blevet (for) gammel. Hun er så at blive blevet fældet af sin egen dåbsattest, og dén kan det unægteligt være svært at finde modargumenter for. Bag den meget firkantede begrundelse for at få skiftet ud i toppen på Kunsten ligger et mindst lige så firkantet grundsyn af, at i samme øjeblik man runder en bestemt alder, er man pr. automatik for gammel, sikkert også ved at blive affældig og i hvert fald slet ikke indstillet på nye tider. Men i sidste ende er alder ikke andet og mere end et tal; person A er jo ikke nødvendigvis dobbelt så frisk i hovedet, bare fordi vedkommende er halvt så gammel som person B. I øvrigt kan kunsten næppe siges at have nogen alder. En af de mest beundrede inden for faget, spanske Pablo Picasso, blev trods alt 90 år og var kreativt skabende til det sidste. Som en anden kreativ sjæl, N.F.S. Grundtvig (der blev knap 89 år), engang har udtrykt det: "Ordet skaber, hvad det nævner" - og hvis man bare tilpas mange gange får at vide, at man pr. definition er ubrugelig, bare fordi man har passeret en ganske bestemt fødselsdag, skal man såmænd nok ende med at føle sig ubrugelig. Og dét i samfund, hvor man i hvert fald i skåltaler gerne lægger ganske mange pæne ord ind for det såkaldte "grå guld".