Kunst i arbejdstøj

I et halvt århundrede har Kunst på Arbejdspladsen tilbudt at forskønne kantiner og kontorer på danske arbejdspladser. I dag ejer foreningen en af de største samlinger af moderne dansk kunst

Halvtomme colaflasker, fedtede pizzabakker, fyldte aksebægre: Nej! Morgenhår, udtrådt fodtøj, slidte jeans: Nej! Skriveborde med kreativt rod: Nej! Alt er slikket og dyrt såvel inventaret som tøjet, medarbejderne er trukket i. Dresscoden er mørkt jakkesæt. Lækkert snit. De fleste medarbejdere inklusive direktøren er i 30'erne, og altså børn af de såkaldte 68'ere, men der er ikke meget oprør at spore i de målrettede ansigter og de eksklusive højloftede lokaler hos IT-virksomheden Netcompany på en af landets dyreste erhvervsadresser, Grønningen i København. På væggene hænger malerier af Stig Brøgger. Genren er pop art, der blev introduceret af Andy Wahool i 1960'erne. Dengang kunne det få folk op af sæderne: "Skulle det nu være kunst?" - men ikke i dag. Ikke engang forpagter Rindal, der stod bag den store antikunstbevægelse Rindalismen, vil Brøggers malerier kunne ophidse. Det er da heller ikke meningen, fortæller Netcompanys direktør, Carsten Gomard. Der har nemlig været nok "kreativt rod" i de danske IT-virksomheder med en masse krak som sørgeligt resultat. Nu handler det om at være pålidelig og signalere troværdighed. For fire måneder siden meldte Netcompany sig ind i foreningen Kunst på Arbejdspladsen. Det betyder, at man hver anden måned kan få nye malerier på væggene. Carsten Gomard mener, at firmaets malerier skal have to fuktioner. Den ene er signalværdien udadtil. Ægte kunst af den rette støbning borger for kvalitet. Altså, her har vi at gøre med et firma, der har styr på tingene. Den anden funktion er at øge de 52 medarbejderes trivsel: - Jeg forventer ikke, at malerierne vil øge produktiviteten, men de virker forhåbentlig stimulerende og vil være genstand for nogle interessante samtaler. Gode antenner Kunst på Arbejdspladsen fyldte 50 år kort før årsskiftet, og den selvejende institution ejer en af landets største og fornemmeste samlinger af moderne dansk kunst. Da foreningen blev stiftet i 1954, var det et forsøg på at skabe modvægt til et mere og mere mekanisk og strømlinet industrisamfund. Man mente, at den økonomiske vækst gik ud over menneskets kreativitet, individualitet og udfoldelsesevne. Som modvægt ville man åbne det hårdt arbejdende folks øjne for kunsten i håb om, at den ville øge arbejdshumøret og gøre arbejdsdagen mere spændende. Ideen kom fra Norge og blev hentet hertil af daværende direktør for Den Kongelige Porcelænsfabrik, Chr. Christensen. Foreningens første formand var den senere direktør for museet Louisiana i Humlebæk, Knud W. Jensen. De første år var hårde, da man skulle begynde på bar bund. Dansk Arbejdsgiverforening, LO og Statens Tipsfond skæppede i kassen, så man kunne købe de første kunstværker. I dag - 50 år senere - ejer Kunst på Arbejdspladsen 4500 kunstværker - malerier og originalgrafik - og 120 virksomheder er med i ordningen. Kunderne spænder vidt - den mindste er et lægehus med tre læger, og den største er LEGO. Ingen anden kunstforening eller sammenslutning råder over så righoldig en samling af dansk kunst - og vel at mærke af meget høj kvalitet. Billedhuggeren Peter Bonnén har de seneste 32 år stået for indkøb af kunst til foreningen, og han fortæller, at samlingen tæller den væsentligste danske kunst, der er skabt de seneste 50 år: - Jeg bilder mig ind, at jeg har gode antenner - at jeg er i stand til at se, om en kunstner er langtidsholdbar. Vi køber, før kunstneren får det store gennembrud, og det betyder, at vi har gjort nogle gode handler. Kunstnerne er nu også flinke ved os, for de ved, at når de sælger til os, kommer de vidt omkring, og det kan have betydning for deres karriere. Vi har den regel, at hvis vi sælger, skal kunstneren altid have tilbudt sit værk til vurderingen minus 25 procent. Kunstforeninger Da Foreningen Kunst på Arbejdspladsen blev stiftet for 50 år siden, var det yderst begrænset, hvad der var af kunst på væggene rundt omkring i hjemmene, på arbejdspladserne og i offentlige institutioner. Det har ændret sig. En af de helt store og betydningsfulde aktører, når det gælder formidling af kunst, har været firmakunstforeningerne. Den første blev etableret for 60 år siden. Der er tvivl om, hvorvidt NESA eller Tuborg var først ude. Men ideen med kunstforeninger har bredt sig til en lang række arbejdspladser i det ganske land, og ikke sjældent har kunsten sat gemytterne i kog. Billeder af eksempelvis Richard Mortensen, Henry Heerup, Else Alfelt og Poul Ekelund skabte kaotiske tilstande blandt ansatte i NESA. Medarbejderne krævede dem fjernet fra kantinen, og pressen fulgte begivenheden tæt. I dag er der vist ingen, der vil hæve et øjenbryn over hverken Mortensen, Heerup, Alfelt eller Ekelund - og ingen af de nævnte kunstnere havde det mål at provokere. Provokation for provokationens skyld har aldrig været den seriøse kunstners ærinde, mener Peter Bonnén: - En maler som Wilhelm Freddie ønskede jo ikke at provokere. Han malede verden, som han så den, og det viste sig så, at mange beskuere fandt det provokerende. Hvis provokationen er målet, holder det ikke. De 120 medlemmer af Kunst på Arbejdspladsen betaler 893 kroner i kontingent om året og godt 2195 kroner for en maleriudstilling med 16-20 originalværker. Der bliver sørget for ophængning, nedtagning, transport og forsikring. Ideen bag foreningen er, at det skal være nemt og i en prisklasse, hvor ikke blot de største, men også de mindste virksomheder i Danmark kan være med. Formålet er ikke kun at stimulere det arbejdende folk og vække interessen for billedkunst, men også et ønske om at støtte unge danske billedkunstnere.