Kunst

Kunst i Hamburg

Tysklands andenstørste by byder på store kunstoplevelser

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Hamburger Kunsthalle

Hamburg er fuld af kunst. Glem alt om grå havneby med karrypølser og schlagermusik, Hamburg er alt muligt andet, også store kunstneriske oplevelser. I gåafstand fra hovedbanegården ligger tre spændende og centrale kunstmuseer. Hamburger Kunsthalle, Museum Für Kunst og Gewerbe og Deichtorhallen, som består af to udstillingssteder. En bygning for fotokunst og en hal for moderne og eksperimenterende nutidskunst. Alle steder er et besøg værd. Så smøg kunstærmerne op og gå på opdagelse i Hamburgs æstetiske verden. Det kræver en hel weekend, og så kan man passende krydre kunstturene med at gå på opdagelse i Hamburgs nye bydel, HafenCity, som er ved at tage form i centrum ved havneområdet. Hafencity er en kunstoplevelse af den arkitektoniske slags. Hamburg satser nemlig på en visionær ny bydel med blandt andet et nyt musikhus bygget ovenpå en gammel kaffe- og kakaolagerbygning. Men begynd med kunsten. Tatoveringer og finsk stilhed Hamburger Kunsthalle er et kæmpe museum, som kræver god tid og sans for udvælgelse. Museet er et gammelt byggeri tilsat nybygninger, som ikke er noget særligt. Tre kæmpe kassebygninger forbindes af en labyrint af gange og udstillingsrum, som kan være svære at finde rundt i, men spændende at gå på kunstjagt i. Vi farede vild i den skønne blanding af gammelt byggeri og ny arkitektur, men det betød blot spænding og hurtigt gensyn med værker, der gjorde indtryk. Især Emil Noldes tidlige religiøse malerier i afdelingen fra moderne kunst. Her kan Edvard Munch også nydes, men indtil den 18. februar er det den store udstilling af kinesisk nutidskunst, der er berigende at gå på opdagelse i. Frem til den 18. februar fylder den store udstilling af kinesisk nutidskunst alle tre etager af Kunsthalles galleri for nutidskunst. Avantgarde kunsten fra Kina fra 1970 og op til i dag er repræsenteret med alle kunstarter. Maleri, tegning, skulptur, foto, videoinstallationer og performancekunst. En urne fra Han Dynastiet med Coca-Cola logo og et kinesisk farvestrålende landskab tatoveret på en ganske bleg kineserkrop er nogle af de kunstværker, der kan ses, og som giver et indblik i spændingsfeltet mellem vestlig kultur og et socialistisk kinesisk samfund. Her er gang i sex, vold og humor og bliver en oplevelse, der åbner øjnene og fremprovokerer spørgerynker i panden. Allerede den 2. februar får den spraglede kinesiske kunst selskab og modspil af nordisk ro og stilhed. Frem til maj udstiller Kunsthalle 120 værker af den finske maler Helene Schjerfbeck. For nordjyder et glædeligt gensyn, da Nordjyllands Kunstmuseum udstillede den finske malerheltinde i efteråret 1997 under titlen ”temaer og variationer 1901 til 1945”. Udstillingen i Kunsthalle er den første separatudstilling af Schjerfbecks ekspressive og sensitive stil udenfor Skandinavien. Konceptkunst og kunsthåndværk Ti minutters gang fra hovedbanegården i Hamburg ligger Deichtorhallen, To gamle markedshaller, tidligere brugt til grøntsager og blomster, er bygget om til udstillingssted for aktuel nutidskunst og fotoudstillinger. Lige nu fylder kunstinstallationer af konceptkunstneren Hans Haacke i Hal Nord. Ideen er det vigtigste aspekt i konceptkunstnerens arbejde, men også de konkrete værker af Hans Haacke er sjove og tankevækkende. Langhåret græsplæne i kegleform undrer, mens store, sorte bannere med tydelige henvisninger til nazitiden udbasunerer hvilke tyske firmaer, der tjener på krigen i Irak. Kombiner besøget i Deichtorhallen med at gå på opdagelse i Museum Für Kunst und Gewerbe. Her er det klogt at vælge et emne ud, ellers kan træthed i både ben og øjne hurtigt overvælde een. En flot fotoudstilling af den internationalt anerkendte tyske fotograf Thomas Hoepker er dragende og overskuelig. Barske billeder af hungersramte fra Indien og fotos fra 11. september i New York er overvældende. Men Museum Für Kunst Und Gewerbe byder på langt mere. Blandt andet en samling med over 60.000 stykker tøj og tekstiler fra middelalderen til dagens hotte designere som Yves Saint Laurent og Iseey Miyake. Men sorter i oplevelserne, så du når en gåtur i det nye byområde Hafencity.