Kunst i samklang med naturen

HOBRO:"Fra Aron til Aka" er titlen på den udstilling, som Hobro Kunstforening viser frem til 28. august i udstillingslokalerne i Bies Gård. Bag titlen gemmer sig to grønlandske kunstnere, som i udstillingen over et langt perspektiv sammenbinder den grønlandske kunstneriske tradition. Her bliver vist akvareller og skulpturer, suppleret med tegninger og litografier. Aron var den første - født i 1822 og død i 1869. Han lavede træsnit, som skulle illustrere den grønlandske hverdag og sagnverden. Den første grønlænder, der af andre kaldtes for "kunstner", skønt han næppe selv havde den kunstneriske selvbevidsthed, som hører vore dage til. Aka er den yngre, og Aka Høeg, som er født i 1947, har en lang udstillingsvirksomhed bag sig. Også hun henter inspiration fra den grønlandske sagnverden og fra den grønlandske natur. - At forene de to kunstnere i denne udstilling er i sig selv et kunstgreb. Det giver os muligheden for at opleve kontinuiteten i den grønlandske kunst - fra den spæde start til en nutidig kunstner, som gør sig gældende langt uden for Grønland selv, siger Vibeke Theilgaard fra bestyrelsen i kunstforeningen. Udstillingen bliver officielt åbnet lørdag 9. august af forfatter og teolog Henrik Wilhjelm Han er tidligere præst i Grønland samt lærer ved Grønlands Universitet og rektor for Grønlands Seminarium. Han er forfatter til værket "Af tilbøjelighed er jeg grønlandsk" om Samuel Kleinschmidts liv.