Kunst med hygge

Hele weekenden står i kunstens tegn i Jerslev

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

49 kunst­ne­re ud­stil­ler de­res vær­ker i Jers­lev. Her er det Tom­my Kirk fra Vi­borg.foto ben­te po­der

JERSLEV:For 20. gang valfarter både kunstnere og publikum til Jerslev i denne weekend for at besøge Efterårskunst på Toftegårdsskolen. Allerede da udstillingen åbnede summede salen af liv. De 49 forskellige kunstnere havde fra start travlt med at vise deres værker frem. Malerier, fotokunst, skulpturer og smykker er blot nogle af de godbider, som kunstudstillingen byder på. Og netop den store alsidighed krydret med den uhøjtidelige stemning der hersker, når Jerslev byder på kunst, er i høj grad med til at trække folk til. - Jerslev er jo kendt for sin kunst, og jeg synes især det er fantastisk, at man kan møde kunstnerne. For mig er det alfa omega, at man kan tale med kunstneren, for at høre tankerne bag. Så får værket en helt anden betydning, siger Janni Dalsager Pihl der har taget turen til Jerslev fra Hjørring sammen med sin mand og sine to drenge. Det er fjerde gang, at Jannie Dalsager Pihl og familie er til kunst i Jerslev. - Det jo en stor og flot udstilling. Især standen med fotografier. Den er helt fantastisk, siger hun og hentyder til Steen Fagerbergs fotokunst. Kunstnerne havde da også travlt med at svare på spørgsmål fra de mange nysgerrige gæster. Og rundt om ved standene udviklede snakken sig da også i nogle tilfælde til en handel. En af de kunstnere der har forelsket sig i Jerslev, er Tommy Kirk fra Viborg. - Det er anden gang, jeg er med. Sidste år havde jeg en meget god oplevelse. Her får jeg respons fra folk. Det gør jeg ikke, når jeg udstiller i f.eks. virksomheder. Og så er der jo meget forskelligt kunst her, som jeg også ser på, siger Tommy Kirk. Det er Borgerforeningen i Jerslev der står bag kunstudstillingen, der fortsætter i dag. Der er gratis adgang.