Kunst og kander

finurlige personer er ofte i forgrunden på Mads Nørbæk Pedersens billeder.

finurlige personer er ofte i forgrunden på Mads Nørbæk Pedersens billeder.

ALSTRUP:Kristi Himmelfartsdag, som i år falder på 1. maj, fejres hos Galleri Alstrup med fernisering på en ny udstilling. Det bliver med malerier af Mads Nørbæk Pedersen samt en samling kander. Dels nogle, der tilhører hans kone Lone Jensen, og dels nogle nye, skabt til lejligheden af keramiker Hanny Abel. Mads Nørbæk Pedersen malerier har naturalistisk genkendelige motiver, gerne med personer i forgrunden. I baggrunden sniger der sig underfundige finurligheder ind og fortæller små sidehistorier, når man fordyber sig i dem. Ofte bygger han sine malerier op som fortløbende historier med for eksempel den forreste del af en zebra på det ene lærred og bagdelen på det næste, men hvor det enkelte lærred alligevel fungerer som et sluttet værk. Kunstneren, der bor i Næsby ved Ranum, er autodidakt og arbejder også som lærer på Limfjordsskolen i Løgstør. Han har malet stort set hele sit liv og debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i 1980. I en årrække har han deltaget på Vesthimmerlands Kunstforenings Påskeudstilling. Lone Jensen kommer med nogle af de mange kander, hun har samlet gennem årene. Nogle er købt med hjem fra rejser, mens andre er foræringer fra familie og venner. Både Mads Nørbæk Pedersen, Lone Jensen og Hanny Abel vil være til stede ved ferniseringen 1. maj om eftermiddagen.