Kunst

Kunst og modstand kæmper indeni

Siri Trillingsgaard kom til et punkt, hvor det bare måtte briste eller bære

SOLBJERG STATIONSBY: Hvem ved, hvad der præger én i virkeligheden, og hvorfor for eksempel Siri Trillingsgaard i Solbjerg Stationsby bare må og skal male billeder. Sådan er det nemlig for billedkunstneren, som vi opsøger i hendes værksted i det gamle savværk før hendes pinseudstilling i Møllegården i Terndrup. - Inde i mit hovede har jeg altid beskæftiget mig med kunst. Men i mit barndomshjem var der ikke noget, der sagde, at jeg skulle blive kunstner. Tværtimod var kunst jo ikke noget rigtigt arbejde, fortæller hun om opvæksten i et landbohjem på Bornholm. Både hendes far og flere af hendes mange søskende havde dog faktisk talent for at tegne. Men derfra og til at gøre det til sin hovedbeskæftigelse var der jo alligevel noget af et stykke. - Men jeg kan huske, at vi havde et billede hængende, som min fars onkel havde malet. Det var ikke noget særlig godt billede, men sådan et sovsebrunt et med nogle høns, bindingsværk og stokroser. Det var nok ikke en tanke, men mere en følelse, jeg havde der som fire-fem-årig, at "okay, det er altså en mulighed", fortæller Siri Trillingsgaard. Den følelse bar hun med sig, selv om hun i de første mange år nøjedes med at tegne som en hobby ved siden af at tjene til føden. På et tidspunkt blev hun også alene med tre børn efter en skilsmisse, men så var det faktisk først for alvor, at hun kastede sig ud i at dyrke kunsten. - Der gik faktisk temmelig mange år, før jeg var nødt til at gøre noget ved det, jeg var faktisk nødt til det. Man når et punkt, hvor man enten må glemme det eller gøre det. Og hvis det ikke kan bære, så har man også fundet ud af det. Hun var i 30'erne, da hun flyttede til Jylland, og der begyndte at ske noget. I Kolding traf hun nogle mennesker, der var med i miljøet omkring Kunsthåndværkerskolen, og hun var med til blandt andet at lave gavlmalerier. - Det begyndte at tage form, at blive mere konkret, i stedet for at jeg kun havde det indeni, fortæller Siri Trillingsgaard i sin grønne lænestol i den lidt råkolde atmosfære i værkstedet. Selv om majsolen skinner udenfor, er der tændt op i ildstedet. - Det er også en proces. Der var ikke bare ingen støtte hjemmefra, men faktisk modstand. Og den kom ikke bare fra min mor og far, men er også inde i mig selv. Jeg er meget kritisk, og det er også godt nok. Er der noget værre end folk, der ikke ejer selvkritik. Men modstanden gør også, at man kommer i tvivl, meget i tvivl, og det er ikke altid så godt. Men opvæksten har også præget hende på den måde, at hun er meget optaget af sten! - Det er en følelse af grundfjeld, jeg forbinder med Bornholm. Der er noget med de klipper - også andre steder i verden. Jeg elsker det - det er så forrygende, siger hun og fortæller om et arbejdsophold i Spanien, hvor hun boede i bjergene, og hvor det regnede, så bjergvejene blev skyllet væk. Hun var faktisk også selv i fare, fordi et bærende klippestykke i hendes hus truede med at styrte ned. - Men jeg blev lidt fatalistisk. Herregud, hvis jeg skulle dø ved at blive skyllet i Middelhavet. Det var der da stil over! I modsætning til at blive kørt over af en bil! I det hele taget er der meget drama i hendes billeder, for eksempel er hun også meget optaget af knogler, og hun har malet et meget foruroligende billede, som vist snart skal omdøbes til "Krigen danser". - Det hed oprindelig "Sarajevo danser", men krigen slutter jo ikke. Siri Trillingsgaard kan absolut ikke sidde ned, når hun maler: - Det er noget meget fysisk for mig. Jeg drøner rundt, frem og tilbage, flår mig i håret og den slags, siger hun og løfter også lige en finger for at gøre opmærksom på lydsiden i værkstedet: - Jeg hører Tom Waits for tiden, hele tiden, han er fantastisk. Det er også det dramatiske og meget farverige, som Møllegårdens formand, Teddy Teirup, har slået på trommer for i Siri Trillingsgaards udstilling i Terndrup i dag og i morgen. - Men "den sidste desperate ekspressionist", som han har kaldt mig, det er jeg nu ikke. Ekspressionist, jo, det er jeg vel. Men også kolorist. Farven er jo ligesom dét, siger hun og funderer mere over det vanskelige i at acceptere én definition på, hvad man er: - Jeg tillader mig at male, som det passer mig!