Kunst på kummen

KUNST? Uwe Max Jensen ved godt, at nogen vil betegne hans arbejde som noget helt andet

Lidt inde i interviewet giver Uwe Max Jensen et eksempel på et af sine seneste kunstværker. Et æble tapes fast til loftet med dobbeltklæbende tape. Under titlen "Newton" skal det så hænge der, indtil det i sagens natur falder ned igen. Tilskuerne kan undre sig over, hvornår det sker. Om det er kunst. Hvorfor æblet overhovedet hænger der. Og om det rammer en i hovedet... Uwe Max Jensen lavede sit første kunstværk i 1992. Det fik titlen "En stedsspecifik konsumering af tid". Kort fortalt bestod det i, at kunstneren tilbragte fire dage i Århus Arrest for at sone en bøde på 600 kroner af. - Det er faktisk et af de eneste værker, jeg har fået penge for. Nogle vil måske sige, at 150 kroner om dagen er lidt, men det passer egentlig meget godt på, hvad en kunstner skal regne med at tjene, fortæller 31-årige Uwe Max Jensen. Vi sidder i hans køkken i den lejede ejendom i Skæring ved Århus. Oprindeligt kommer Uwe Max Jensen fra Nørresundby, men siden 1991 har århusegnen været hans bopæl. I Skæring bor han med sin kone, der ligeledes er kunstner og deres tre børn. Huslejen betales gennem et rengøringsjob. Kunsten kaster ikke mange penge af sig. - Selvom der er mange penge i kunstverdenen, skal man ikke vælge det for pengenes skyld. Pengene er på få hænder, og hvis man vælger kunsten på grund af økonomien, så er det for sur en branche. - Man vælger det, fordi man ikke kan lade være. Fordi det har betydning, om ikke andet så for en selv. Det gælder også for mig, fastslår Uwe Max Jensen. "En samling af flasker udvalgt og tømt af kunstneren" var som navnet antyder en papkasse med tomme flasker, der var med på Artforum i Berlin. En aften smed rengøringsdamen værket ud. Uwe Max Jensens gallerist bad om at få det erstattet, og værket blev vurderet til 4.000 Euro. Inden de nåede videre blev det dog fundet i en container. Da der var kommet skidt på, blev det sendt til en konservator. - Folk siger tit, at det ikke er kunst, jeg laver, fordi det ikke er et håndværk. Men mit håndværk er jo mere en tankeproces, der bliver konkretiseret. - Nogle siger, at det er for nemt. Men der er stadig tale om valg. Det var bare et mere ubevidst valg, hvilke flasker jeg bedst kunne lide i Føtex. Når man maler, gælder det jo også om at udvælge figurer, der skal på lærredet, forklarer Uwe Max Jensen. Hans kunst er måske ikke, hvad de fleste definerer som kunst. Det ved han godt. Det er jo ikke maleri eller klassiske skulpturer. Og det er ganske bevidst. - Ofte, når man ser et maleri, er det udtryk overført til lærred. Lærredet er et mellemled. Måske kan man gå direkte til til tingen og hylde den istedet for at bruge lærredet, spekulerer Uwe Max Jensen og uddyber sin arbejdsfilosofi yderligere: - Jeg prøver at gøre ideen så simpel som mulig. At lave det, så alle kan lave det. Det skal kunne genskabes af alle. Det er jo nemt at fylde meget på. Det er straks sværere at skære ind til benet. - Flere af de ting, jeg laver, kan ikke defineres i et kunstnerisk rum. Jeg prøver på at lave mine værker uafhængigt af begrænsninger. Når alle kan genskabe et værk? Alle kan jo for eksempel samle tomme flasker i en papkasse. Så kan det godt anfægte nogles sunde fornuft, at et sådant værk pludselig er 4.000 Euro værd. - Det er interessant, at kunst får værdi efter andre præmisser. Det er særligt tydeligt, når det gælder ting fra virkelighedens verden. Men det gælder jo også et maleri. Lærred, ramme og maling er i sig selv ikke meget værd, konstaterer Uwe Max Jensen. Ved sin første rigtige udstilling - på Trapholt i Kolding - udstiller Uwe Max Jensen værket "Mors vaskeri". Når gæsterne kommer til museet kan de aflevere deres vasketøj, hvor efter Uwe Max Jensens mor vasker, tørrer og stryger det, så gæsterne kan få det udleveret, når de forlader museet. - Når jeg får en ide, skriver jeg den ned og kigger på den igen efter et par måneder. Tit føles en ide kanongod, lige når man får den, men man skal se på den igen, bemærker han. Ideen til "Mors Vaskeri" kom fra, at man i kunstkredse ofte taler om kolde udstillinger, der er svære at kapere for publikum, og varme udstillinger, der er nemme at kapere, som for eksempel Van Gogh og Matisse. - Jeg spekulerede på, om jeg kunne lave noget kunst, der kom folk i møde på en anden måde. Og jeg kan lide at arbejde med både hverdagen og med min mor, kone og børn. - De er bare ikke altid så begejstrede og er næsten mine værste kritikere, griner Uwe Max Jensen, der dog bemærker, at hans mor var glad for at hjælpe. "Mors Vaskeri" er også blevet udstillet i Stockholm og senest i Bergen. I den norske version var moderens opgave dog overtaget af en kunsthistoriker. - Ideen i Norge var dels, at jeg ikke syntes, at jeg kunne byde min mor at bruge en uge mere på det, dels at kunsthistorikere ofte står udenfor værket og forklarer - kunne den person flyttes ind i værket, lyder det fra Uwe Max Jensen. "I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide", "I en hel uge vil jeg kun benytte Nordjyllands Kunstmuseum, når jeg skal skide" (sønnen Hans Christian Andersen), "Jeg vil skide på Tate Moderns toilet siddende omvendt på kummen", "Jeg læser Ny Carlsbergfondet 1902-2002 bind 1-3, mens jeg sidder på lokum", "Som den allersidste gæst skider jeg på Aros Århus Kunstmuseums toilet". Afføring har spillet ind i flere af Uwe Max Jensens kunstværker. Det samme har andre kropsvæsker. - Jeg er interesseret i billige materialer. Det er både af nød, fordi jeg ikke har mange penge at gøre med, og af lyst. Så kan jeg også lide at arbejde rimeligt hurtigt, og derfor bruger jeg kropssekreter som lort, pis, sæd og blod, forklarer Uwe Max Jensen og understreger, at det ikke er for at provokere: - Det er for at vise, at det er alment menneskeligt. Nogen arbejder med at provokere, men det er ikke min strategi eller mit ærinde. I forbindelse med en udstilling i Stockholm finder Uwe Max Jensen ud af, at det forventes, at kunstnerne skænker et værk til det hotel, de bor på. Inspireret af udtrykket "Du bringer mit pis i kog" vælger han herefter at lade sit vand i værelsets elkedel og aflevere den. - Okay, der provokerede jeg i hvert fald. Men jeg troede ikke, det ville blive så ilde modtaget. Begynder man først at tænke over, om det støder nogen, så kan man ikke lave kunst. - Normalt er det kunstnere, der bringer folks pis i kog. Her kunne folk så sætte en kunstners pis i kog, smågriner Uwe Max Jensen og nævner at inspirationen til dels kom fra den meget omtalte udstilling med guldfisk i blendere. I efteråret 2003 skabte værket opmærksomhed igen. Efter Stockholmudstillingen sendte Uwe Max Jensen breve med små urinfyldte flasker ud til kunstinstitutioner i Europa. En af flaskerne endte af omveje hos Bankernes Edb-Central i Roskilde. Her skabte flasken straks terrorfrygt, og politiet blev inddraget. - Det var altså et rent uheld med den flaskepanik. Men det viser, hvad der sker, når kunst skrider over til virkelighed. Kunst er til dels ufarlig i en lille kasse, og når den så lukkes ud, kan den få nogle reaktioner. Kunst har en vekselvirkning mellem enorm betydning og ingen betydning, mener Uwe Max Jensen. Kunstneren Christian Lemmertz udstillede for 10 år siden rådnende grise i glasmontrer på Esbjerg Kunstmuseum. Uwe Max Jensen lavede en reaktion på dette ved at udstille en leverpostej i et akvarium. (Leverpostejen ligger stadig hjemme hos Uwe Max Jensen) Uwe Max Jensen brugte værket, da han i 1994 søgte ind på Det Jyske Kunstakademi i Århus for første gang. Man skulle aflevere fem værker og ti tegninger. Uwe Max Jensen afleverede det ene - og fik afslag. Året efter søgte han ind igen. Værket med leverpostejen blev genbrugt. Dertil kom fem andre værker plus hans afslag fra året før - og Uwe Max Jensen kom ind. - Jeg fik da en mere omfattende viden om kunst med mig. Det hele kan bruges. Man skal forholde sig til det, der er før en, for at få et ståsted og et udgangspunkt, fortæller Uwe Max Jensen, der gik på Jysk Kunstakademi i 1995 og 1996 og uddyber: - Mange tænker, at jeg laver moderne kunst. Men det følger traditionen. Hvis man er moderne, tror folk, det er løsrevet, men alle arbejder i en form for tradition. Selv vurderer Uwe Max Jensen, at han følger i fodsporene på 1960'ernes videokunst og så selvfølgelig Marcel Duchamps, der droppede maleriet i 1920'erne. - Han var den første til at tage ting fra virkeligheden og kalde det kunst, siger Uwe Max Jensen. I efteråret 2003 udstillede dronning Margrethe i Brandts Klædefabrik i Odense. I den anledning tog Uwe Max Jensen til Odense med et rødt tæppe, han ville lægge ud som rød løber for dronningen. Det fik lov til at ligge indtil en halv time før åbningen, hvor den rigtige røde løber kom. "Danmark for folket (demokratisk rød løber)" var titlen. - Ideen var, at hvis alle går på en rød løber, så bliver den møgbeskidt og er dermed ikke et privilegium, forklarer Uwe Max Jensen, der mener, at det er problematisk, når Dronning Margrethe vil være både dronning og billedkunster. - Jeg vover den påstand, at hendes billeder aldrig ville have hængt, hvor de gør, hvis det ikke var for hendes position. Hun efterlyser kritik af sin kunst. Jeg efterlyser, at hun kigger indad. Uwe Max Jensen understreger dog, at det ikke udelukkende er en kritik af dronningen, han leverer. - Det er mere en konstatering. Hvor der er magt, bør der hele tiden sættes spørgsmålstegn. Jeg undersøger, hvordan det fungerer, lyder det fra Uwe Max Jensen, der også har lavet oprør mod censurerede udstillinger ved at sende sin da et-årige søn, Hans Christian Andersens, malerier på et lagen ind til Påskeudstillingen i 2003. En censureret udstilling. Men lagenet blev optaget. - Censurkomiteen mente, at de var blevet snydt. Men er de interesseret i magten, må de acceptere, at der stilles spørgsmål. Selv afviser jeg altid at sidde i sådanne komiteer. Uwe Max Jensen kan ikke sidde stille under interviewet. Gentagne gange er han oppe. Så skal der laves kaffe. Så skal han på toilettet. Et par kunstværker skal beses. Man mærker hele tiden lysten til at lave alt andet end at sidde stille i køkkenet, der ligesom resten af huset bærer præg af tre børn og to kreative forældre... ... Efter interviewet er slut hænger "Newton" stadig. Æblet blev i loftet. Måske sidder det der endnu, hvem ved? Udover Uwe Max Jensen selvfølgelig.