Kunst som gaveide

Vil man være sikker på at finde en julegave, der er noget helt for sig selv, er det en god ide at tage til kulturcenteret Tranum Strandgård denne weekend.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anne Flohr, glasmager fra Østhimmerland, var oprindelig teknisk assistent, men lærte glassets muligheder at kende ved et tilfælde. I dag lever hun af sin glaskunst. Foto: Mariann Stenholm

13 kunstnere fra nær og fjern udstiller malerier, akvareller, glas, keramik og bronze, og fælles for værkerne er, at de er de eneste af slagsen, og de koster mellem 200 og 2000 kr.. Ja, faktisk er der også en serie små kønne glasvaser af Anne Flohr til mindre endnu. Lørdag formiddag er der fernisering, hvor organist og pianist Christian Vestergaard sætter sig til husets flygel, og en del af udstillerne vil også være til stede. Anne Flohr, der bor og har sit værksted i Lillevorde i Østhimmerland, blev glasmager nærmest ved et tilfælde for syv-otte år siden, hvor hun ellers arbejdede som teknisk assistent. I dag kan hun leve af sin glaskunst. - Ikke ved at sælge hjemme fra, men gennem butikker. Vaserne og krukkerne med trælåg er især populære, fortæller hun. Maleren Felix Pedersen er altid på farten for at suge til sig, og det kan man se på hans akvareller, som har motiver fra den norske skærgård til Berlins grønne træer og Tyrkiets gyldne varme. Original kunst til overkommelige penge. Imens hænger Sanne Friis sine finurlige malerier i stærke farver op. Forelskede huse, kalder hun en hel serie, hvor høje smalle huse læner sig mod hinanden. Og det er der en historie bag. - Jeg har været alene i mange år, og jeg har altid malet huse. Så var der en murer, der så mine billeder, og han spurgte, hvorfor de ikke havde fælles tag, når de nu stod så tæt sammen, fortæller hun og skæver til den venlige mand, der hjælper med at hænge op. - Nu er vi flyttet sammen. Man kan også se malerier af Jens Bilgram, Ole Gundtoft, Kim Larsen, Poul Christensen, Mette Borup og Erik Haslund, keramik af Vibeke Gøtzsche, Jytte Gaihede og Martha Jørgensen samt bronze af Lene Stefansen. Udstillingen lukker søndag sidst på eftermiddagen.