Kunst til 1/8 del af prisen i klasseværelset

7. D på Bangsbostrand Skole har H. C. Andersen i baghovedet lige for tiden

FREDERIKSHAVN:H. C. Andersens eventyr er i øjeblikket under lup - i en hel uge på Bangsbostrand Skole i 7 D. Skolen har gjort brug af et tilbud fra Kulturkommune 2004, hvor Frederikshavn Kommunes institutioner og skoler har kunnet bestille et besøg af en kunstner - og få det til 1/8 del af prisen. Det lod Bangsbostrand Skole sig ikke sige to gange, og derfor er der i disse dage temauge - med H. C. Andersen og hans eventyr i centrum. Kunstner og galleriejer Per Frøsig startede mandag formiddag med at dele ud af sine erfaringer, teknikker og tanker omkring et fælles projekt, der starter i elevernes egen fantasi, med pensel, blyant og farver bliver ført videre ud på tegninger, derfra kopieret videre til glasfilt, for til sidst at ende som tegning på en stor, fælles træplade. - Idéen er så, som ugen går, at ens tegninger langsomt og delvis forsvinder, for at afløses af andre og andres tegninger.For måske er den første tegning, man selv lavede, ikke den allerbedste. Måske kommer der flere, helt andeledes spændende ting ud af at blande sine tegninger med andres, sagde Per Frøsig. Og mens han gav gode råd og opmuntrende bemærkninger til eleverne, blev der tegnet og malet, så det gjalt om at holde tungen lige i munden. I en flittig gruppe sad Marlene Skaarup, Caroline Kjærgaard og Benedicte Schaltz. De havde konsulteret og eventyrbøger, inden de var gået i gang med deres personlige fortolkninger af Den Grimme Ælling og Prinsessen på Ærten. - Det er både sjovt og dejligt at have flere sammenhængende timer til at male i. Så har man god tid til at tænke over, hvad man vil tegne - og hvordan det skal gøres, sagde Caroline Kjærgaard, der havde tegne flere situationsbilleder fra Prinsessen på Ærten. Bl.a. en meget flot himmelseng med hundredevis af madrasser. Foruden det fælles kunstprojekt blomstrer egen-kunsten også på plexiglas.