Kunst til hallen

Ole Jespersgaard er i gang med kunstværk, som han har lovet byen

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ø. BRØNDERSLEV: - Jeg så muligheder i en moseeg, jeg fik af en landmand. Det er nu godt 20 år siden kunstneren Ole Jespersgaard fra Ø. Brønderslev fik den første moseeg, som han omdannede til et kunstværk.

Nu er han i gang med sit hidtil største projekt. Det er en skulptur, der skal rejses ved Østsidehallen/Samlingshuset i Ø. Brønderslev.

Ole Jespersgaard er netop gået i gang med at omdanne moseegen til et kunstværk.

- Det skal blive til et krokodillehoved, fortæller han, mens han sliber sig vej gennem træstykket, der vejer 200-300 kilo.

Der er tale om en moseeg, der er mellem 2.000 og 4.000 år gammel, og er fundet i Store Vildmose, hvor moseeg er forholdsvist velbevaret efter de mange år i mosesumpen. Noget af stammen er dog mørnet, så det skal skæres væk.

Ole Jespersgaard holder meget af at arbejde i moseeg.

- Jeg kan godt li’ at lave en skulptur, hvor naturen møder kulturen, og det må man sige, når der er tale om en så gammel moseeg.

- Resultatet skal fremstå råt, og så skal skulpturen behandles med rå linolie. Værket skal have en gang linolie to gange om året, for at blive bevaret for eftertiden. Skulpturen bliver farvet sort af olien.

Ole Jespersgaard regner med, at det vil tage en uges tid at få skulpturen færdig.

Den skal rejses på en plads, der er gjort klar ved indgangen til Samlingshuset, hvor der holdes en del fester og møder.

Det er et gammelt løfte, der nu indfries om en gave til byen.

Da samlingshuset blev indviet i 2011, fik huset en lille skulptur i moseeg, og han lovede at lave en større.

- Det er så det jeg er i gang med nu, fortæller Ole Jespersgaard.

Da Ole Jespersgaard for godt 20 år siden lavede sin første skulptur, forsøgte han sig med lim, for at fastgøre kunstværket på en træplade.

- Lim holder ikke. Men på Aalborg Produktionsskole så jeg, hvordan man lavede ”jomfruer” med en jernkerne. Produktionsskolen lavede en del jomfruer, der brugtes til at stampe med. Den taktik benyttede jeg mig så af, og den er effektiv.

Ole Jespersgaard har ikke tal på, hvor mange små skulpturer han har lavet i moseeg. Han har blandt andet lavet en krokodille til kildevældet i Hedelund Rhododendronpark, men denne skulptur har mistet hovedet. Der er tale om hærværk.

Han fortæller, at hans kunstværker i moseeg er meget anvendt som fødselsdags- og receptionsgaver. Men de er forholdsvis små.

Ole Jespersgaard har også gerne moseeg med, når han har en bod på diverse markeder.

- Der er mange, der godt kan li et kunstværk, der er fra naturen, og er lavet af et flere tusinde år gammelt materiale.

Han mener, at han er den eneste, der laver kunst i moseeg i den rå form.

- Jeg har ikke fundet nogen på internettet, der bruger den form. Der er nogle, der laver kunstværker i en mere poleret form.

- Men jeg kan gå li’ den rå stil. Dermed virker træet mere naturligt.

- Om dette kunstværk kan siges, at det er hentet fra naturen. Træet bearbejdes i det fri, og en fotograf Claus Skøttrup, fotograferer gerne kunstværkerne i naturen, og lægger dem på blandt andet Facebook.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.