Kunst tilbage til Sydamerika SAMLING: Dansk samler har indgået forlig og dele af hans store arkæologisk samling returneres

Politi 1. februar 2009 05:00

KØBENHAVN: En dansk samler vil nu udlevere nogle af sine præcolombianske genstande til et sydamerikansk land. Få dage før en retssag om danskerens store samling har han indgået forlig med et af de fem lande, som genstandene stammer fra. Manden blev i januar 2006 sigtet for hæleri, da politifolk afslørede samlingen i en kælder i Lyngby. Senere opgav anklagemyndigheden at rejse en straffesag, og nu skal det afgøres, hvad der skal ske med de cirka 560 ting. Mexico, Peru, Colombia, Equador og Costa Rica har gjort krav på samlingen, som Nordsjællands Politi har haft beslaglagt. Men et af landene har nu indgået forlig med danskeren, oplyser hans advokat, Hans Abildstrøm. - Vi har fundet en fornuftig løsning, siger Hans Abildstrøm, der dog ikke vil oplyse hvilket af de fem lande, forliget er indgået med. - Forliget går ud på, at det pågældende land får udleveret de genstande, man har gjort krav på, siger Abildstrøm. Efter planen skal retten i Lyngby onsdag og torsdag i den kommende uge afgøre, hvad der skal ske med genstandene. Nogle af dem har samme kulturelle betydning for latinamerikanerne som Guldhornene eller Jellingstenen har for danskerne, har en professor ved Nationalmuseet tidligere udtalt. Sidste år gav samleren slip på 156 arkæologiske genstande fra Kina. Nogle af tingene var cirka 3000 år gamle. Det var fødevarevirksomheden Daloons direktør, Hemming Van, der trådte til med penge og sikrede aftalen. I øvrigt har manden været stærkt utilfreds med politiets beslaglæggelse. Han varslede, at han ville kræve 10 millioner kroner af politiet, fordi et planlagt salg af genstandene gik i vasken på grund af politiaktionen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...