EMNER

Kunsten at bruge ros i opdragelsen

Spørgsmål: Jeg har en datter på syv år, som det sidste års tid er begyndt at rose sig selv på en måde, jeg oplever som ubehagelig. Hun kan f.eks. sige til en skoleveninde ¿Jeg er meget dygtigere til at skrive, end du er¿ eller ¿Mine nye sko er meget finere end dine¿. Jeg synes jo ikke, at det er rigtigt at fremhæve sig selv på denne måde, og samtidig fornemmer jeg, at hun lider af en stor usikkerhed, som kommer helt bag på mig. Jeg blev selv kritiseret hele min opvækst og var sommetider næsten helt syg af længsel efter mine forældres ros. Jeg gjorde alt for at gøre dem glade for mig, men det lykkedes næsten aldrig. Derfor har jeg helt bevidst rost min datter, hver gang der er en lejlighed til det. Jeg ville ikke, at hun skulle gå igennem det samme helvede som jeg selv, men nu bliver jeg i tvivl. Har jeg måske tværtimod givet min egen usikkerhed videre? Hvad kan jeg gøre? Svar: Dit spørgsmål er så centralt for så mange af tidens forældre, at jeg benytter mig af muligheden for at besvare det over to klummer ¿ denne og om 14 dage. Det var omkring 1940, at forældre opdagede ros som en del af opdragelsen og senere ¿ i 1960¿erne tog det for alvor fart og blev (i mange forældres selvforståelse) en måde at udtrykke kærlighed på: jeg roser dig - altså elsker jeg dig! I begyndelsen af sidste århundrede beskrev bøger om børneopdragelse kritik som et nødvendigt opdragelsesmiddel: Fortæl dit barn, at det, han gør, er forkert, og barnet vil blive ¿rigtigt¿. Man frarådede derimod ros, fordi børn, der bliver rost for at gøre det rigtige, glemmer, at det bør være en selvfølge og dermed ikke noget rosværdigt. Også dengang sad teoretikerne fast i feltet mellem ¿rigtigt¿ og ¿forkert¿, ¿positivt¿ og ¿negativt¿. Det såkaldt ¿negative¿ skulle straffes eller have konsekvenser, som man forestillede sig ville få barnet til at korrigere sine fejl. og det såkaldt ¿positive¿ kunne eventuelt belønnes med et klem, ros, en præmie eller lignende. Denne tankegang er løbende blevet moderniseret og humaniseret. De allerfleste har taget afstand til fysisk vold som straf og går heller ikke ind for direkte kritik (¿time-out¿ er en af disse moderniserede versioner af gamle dages skammekrog). Tilbage står visse dele af adfærdspsykologien, som går ind for at anvende ros som en adfærdsregulerende strategi: Brug ikke energi og opmærksomhed på barnets ¿negative¿ adfærd, men fremhæv, ros og beløn dets ¿positive¿ adfærd. Man har med andre ord indset, at kritik skader børns selvfølelse og selvbillede, men tror stadig på, at ros understøtter selvfølelsen. Det er efter min og mange andre fagfolks erfaring en misforståelse. Når jeg i det foregående har skrevet positiv og negativ i citationstegn er det for at gøre opmærksom på, at disse vurderinger af børns adfærd udelukkende bygger på et voksenperspektiv og helt udelukker børns indre virkelighed. Både ros og kritik er jo i virkeligheden bare karakterer, som uddeles af den, der kender facit: Når du opfører dig sådan, som jeg synes er godt, får du gode karakterer, og gør du ikke det, får du dårlige karakterer. Det er det, den norske pædagog og forsker Berit Bae med et rammende udtryk kalder ¿voksnes definitionsmagt¿. Det er en tankegang, hvor de voksne holder fast på magten og fralægger sig medansvaret for børns (¿negative¿) adfærd ¿ hvorimod de gerne tager æren for den ¿positive¿. Masser af forældre har specielt de sidste tyve år anvendt ros i opdragelsen af og samværet med deres børn uden at gøre sig disse principielle overvejelser. De har, som du selv, rost deres børn for at formidle deres oprigtige kærlighed og ikke så sjældent på baggrund af smertelige erfaringer fra deres egen opvækst: Mine forældre gjorde sådan, og det gjorde ondt. Derfor gør jeg det modsatte! Ikke som en ny smart strategi for at få min vilje, men for at spare mit barn for smerten, usikkerheden og den lave selvfølelse. Mange af disse forældre har ikke været så heldige, som du er, fordi din datter allerede som syvårig viser dig, at din ros har gjort hende usikker på sig selv og sit eget værd som menneske. De har først fået muligheden, når børnene blev 16-18 år gamle og begyndte at handle selvdestruktivt eller blev deprimerede eller blev voksne og måtte erkende, at deres egen adfærd i alt for høj grad blev styret af et næsten umætteligt behov for bekræftelse. (En af mine voksne mandlige klienter udtrykte det meget præcist, da han skulle forklare sit behov for psykoterapi: ¿Mine forældre har altid fortalt mig, hvor vidunderlig jeg er. De har bare aldrig givet mig noget at have det i!¿) Nødvendig ros og kritik Dette betyder ikke, at ros altid er en dårlig ting, som børns selvfølelse tager skade af. Det er, som med så meget andet, ikke altid det, forældre gør, der bestemmer effekten, men hvordan og hvorfor de gør det. Saglig ros og kritik er f.eks. helt nødvendigt, for at børn (og voksne) kan udvikle deres selvtillid, hvad enten det er på fodboldbanen, i matematiktimerne, eller når de skal lære sig færdigheder som at tage tøj på selv, mestre ny funktioner på jobbet og lignende. Både rosen og kritikken fungerer bedst, når den formidles af andre end forældrene, fordi det nedsætter risikoen for, at specielt mindre børn tager det personligt. Når det handler om ¿hvem¿ barnet er, dets adfærd, tanker, følelser, drømme og fantasier fungerer ros (og kritik) dårligt. Rosen stimulerer ikke børns selvfølelse ¿ højest deres ego. Det er denne ¿egocentriske¿ tone i din datters selvfremhævelse, der med rette generer dig. Hun demonstrerer, at hun lider af samme usikkerhed, som alle vi andre med lav selvfølelse: hun har svært ved at finde sin ¿rigtige størrelse¿ som menneske sammen med andre mennesker. Nogle puster sig op og gør sig selv større, end de egentlig føler sig, og andre gør sig mindre og dårligere og holder lav profil. Nogle praler og gør sig store på andres bekostning, og andre bliver ofre for dem, men deres indre virkelighed er den samme. En sundt udviklet selvfølelse handler ikke om at synes, at man selv er fantastisk, smuk eller vidunderlig. Den handler om at have et realistisk kendskab til sig selv og at være tilpas med den, man er (en del af tiden). Man kan sagtens være verdensmester i sit fag eller sin sport, og samtidig bære rundt på en smertelig oplevelse af, at man i virkeligheden ikke ¿er¿ noget. Det ydre Vi lever i en tid, hvor det ydre, det overfladiske og det, der kan købes for penge, har fået en betydning, som er direkte invaliderende for mange mennesker. De, som ikke har råd til plastikkirurgi, den nyeste mode, den mest trendy cykel eller bil, og samtidig har lav selvfølelse, føler sig udenfor og mindre værd. De, som har råd og samtidig har lav selvfølelse, oplever det samme, men erkender det ofte først nogle år senere. Man kan købe sine børn status og social accept for en stund, men hvis man for alvor tror på det ydres sociale magi, svigter man uundgåeligt deres selvfølelse. Du har valgt at rose din datter, så hun ikke skulle opleve den samme smerte og længsel, som du selv bærer rundt på; men det, at gøre det modsatte af sine egne forældre, hjælper kun sjældent. Det skyldes, at vores børn dagligt er udsat for den energi, der udstråler fra os, og hvis den kommer fra f.eks. en ubearbejdet smerte og selvusikkerhed, er det den, de suger ind i deres eksistens. Vores hjerne kan ikke adskille ros og kritik, lige så lidt som den kan tænke koldt uden at relatere det til varmt. Ethvert forsøg på at skåne børn for kritik ved hjælp af en bevidst, kontinuerlig rosestrategi eliminerer ikke kritikken fra deres univers. Den lærer dem bare at frygte kritikken. Strategien med at rose har yderligere den svaghed, at ros ikke indeholder de næringsstoffer, der er nødvendige for at udvikle en sund selvfølelse. Den efterlader derfor en del børn og unge forvirrede og sultne, men da de jo har 110% tillid til deres forældre, reagerer de på sulten ved at skaffe sig mere ros og bekræftelse ¿ om nødvendigt i form af selvros. Ny forskning bekræfter, at ros også udløser ¿endorphiner¿ ¿ et stimulerende hormon, som skaber afhængighed. I næste uge skal jeg forsøge at beskrive næringsrige alternativer til ros og ris.