EMNER

Kunsten at lære indvandrere dansk jobkultur

HOBRO:Muligheden for at sikre sig et feriejob ser realitisk ud. Men det forudsætter, at kursisterne møder motiverede op, er indstillede på at tage selvstændige beslutninger under udførelse af jobbet. Og i øvrigt besidde de fornødne kvalifikationer til at gøre rent. Sådan bedømmer Allan Woods fra Hobro-rengøringsfirmaet af samme navn mulighederne i at sende flygtninge/indvandrere på et længerevarende rengøringskursus. Et kursus, som netop er blevet aflyst på grund af for få tilmeldinger. Sammen med i Hobro-firmaet JC Rengøring, Himmerlands Hjemmeservice i Aars og Top Rengøring i Hadsund havde Allan Woods givet accept på at tage kursister i tre ugers praktik - Et godt resultat forudsætter, at deltagerne er motiverede til at tage jobbet. Og at kurset formår at rokke ved kursisten, så han eller hun agerer mere selvstændigt, end vi somme tider oplever med flygtninge/indvandrere, siger Allan Woods og uddyber: - Problemet for nogle indvandrere er, at de hjemmefra er vant til at udføre meget ensidigt arbejde med få funktioner, hvor man handler på ordre uden at turde tage selvstændige skridt. Firkantet sagt: Hvis du bliver bedt om at rengøre en gulvflade, og du møder et dørtrin undervejs, så nytter det selvfølgelig ikke at springe dørtrinnet over. Og hvis man støder på et problem klokken 4.45, hvor kontoret er lukket, så må man nødvendigvis være i stand til selv at træffe beslutninger. Men det handler også om mod til at bryde med kulturen hjemmefra. En kultur, der specielt over for kvinder byder at gøre lige præcis det, man bliver bedt om - og ikke mere, uddyber Allan Woods. Han vurderer i øvrigt det planlagte kursusforløb som "lovende". - Kurset kommer godt omkring brug af forskellige rengøringsmidler, dosering, behandlig af forskellige flader og de enkelte rengøringsredskaber. Det er jo vigtigt at vide, hvad man bruger en gulvmoppe til, bemærker Allan Woods. Ud over praktisk rengøring kommer kurset også omkring emner som arbejdsplads-kultur, arbejdsmarkedskendskab, sprog og praktisk matematik. Inden de tre ugers praktik ligger to ugers rengøringskursus hos AMU/Kompetencecenter Mariager Fjord.