Kunsten at lave ......... noget andet

Du læser formentlig kun denne artikel, hvis du egentlig burde være i gang med en helt anden opgave. For det at lave noget andet, end det man faktisk skulle, er en stigende tendens. Fænomenet “overspringshandlinger” truer effektiviteten, men nærer kr

Mandag Snoozeknappen på clockradioen får et dask. Jeg er begyndt dagen med at udskyde den ni minutter. Jeg står op og går i bad. Eller nej, inden jeg går i bad tænder jeg for fjernsynet. Nyhederne. Zapper. TV-Avisen. Zapper. Morgen-TV. Går i bad. Tager på arbejde klokken 10. Tjekker min mail. Begge to. Tager en kop kaffe. Ringer til banken. Tjekker min mail igen og mit fiktive fodboldhold på internettet. Har I det godt drenge? Har I foretaget jer noget siden i går? Ved godt, at der kun sker noget onsdag, fredag og søndag, men det kunne jo være. Man kan jo aldrig vide. Internettet er en besynderlig størrelse. Skal lave en historie til avisen. Der ligger noget om såkaldte overspringshandlinger på mit bord. Men så ringer banken tilbage. - Det er Sussie. - Hvordan har pengene det? - Jeg tror de har det godt. Det er fint med kreditten. Nå, men avisen skal læses. Jeg er jo journalist. Får en anden idé og ringer til en fremtidsforsker. Drikker en kop kaffe mere. Og så er der frokost. En times tid eller sådan. Efter frokost drikker jeg en vand og tjekker mit fiktive fodboldhold. Så læser jeg artiklen fra Århus Universitet, som ligger på mit bord. Den handler om, at vi har en tendens til at gøre noget uvæsentligt, når vi i virkeligheden burde gå i gang med den opgave, vi står overfor. Udsættelsen af handlinger er altså ikke bare forbeholdt DSB eller tantriske elskere. Fænomenet hedder procrastination på engelsk og er en hel videnskab i Canada, hvor forskningen viser, at omfanget af overspringshandlinger er så stort som aldrig før. Og siden 1978 er antallet af udsættere steget fra 15 procent af den canadiske befolkning til hele 50 procent i 2005. Blandt gymnasieelever og universitetsstuderende er det endnu værre. Her er mellem 70 og 90 procent plaget af at skulle nippe potteplanter, vaske tøj, gå i bad eller ordne deres bøger alfabetisk i stedet for at gå i gang med den akademiske opgave, som ligger og råber på dem. En fjerdedel af de studerende mener, at for meget puslen om potteplanterne går ud over karaktererne, og derfor har en lang række universiteter i England og USA oprettet centre og kurser, som skal hjælpe de studerende med at undgå udsættelser. Artiklen fortæller, at de specialestuderende er hårdest ramt. Også i Danmark, hvor studerende, der udsætter den afsluttende opgave, bliver kaldt for sumpere. Øgenavne gør det vel næppe stort bedre. Overspringshandlinger er ikke noget moderne fænomen, men går mere end 3000 år tilbage. Den canadiske forsker Piers Steel fortæller, at vi altid har været disponeret for at søge hurtige belønninger og undgå umiddelbare farer, og derfor har vi i dag svært ved at håndtere, når mål og deadlines er langsigtede. Samtidig er antallet af distraherende elementer som internet og fjernsyn eksploderet. Canadiske undersøgelser viser, at mænd oftere udsætter end kvinder, og at unge er mere udsatte for udsættelse end ældre. Og så er skrivearbejde noget af det, der er nemmest at blive lokket væk fra. Fordi det er så svært, står der. Jeg finder straks en hjemmeside, der hedder www.procrastinus.com, hvor jeg kan teste mig selv. Og en time går med at trykke på space hver gang, jeg ser en cirkel. Resultat: “Du har ikke tendens til overspringshandlinger. Men du bør alligevel reducere, dem, du laver, til et minimum”. Hurra. Det er vel godt. Og pudsigt, synes jeg. Det må jeg skrive noget om. Ringe til en ekspert, til et offer, en ansvarlig. Eller måske først skrive en dagbog om, hvilke overspringshandlinger jeg selv laver. Men det må blive i morgen. Nu er der fyraften. Tirsdag 9.07 sharp. Så skal der arbejdes. Men inden er der selvfølgelig kaffe, mail, Politiken, Jyllandsposten, Berlingske og Ekstra Bladet og side ni. Mest Ekstra Bladet – og side ni. Nå, men jeg ringer til nogle psykologer og finder en, der gerne vil forklare mig, hvorfor jeg laver overspringshandlinger. Han er lektor i psykologi ved Århus Universitet og hedder Thomas Nielsen. - Jamen, du dulmer din nervøsitet for interviewet ved at drikke kaffe og tjekke mail. Derfor har du ikke ringet til mig før nu. Du er måske lidt nervøs for den opgave, du skal til at lave, og så kan du jo lige så godt udskyde den lidt, siger han og tilføjer: - Vi kender det også fra dyr, der er i konflikt mellem to handlinger, så de foretager en helt tredje. For eksempel mellem det at nærme sig en tiltrækkende partner og samtidig være bange for at nærme sig. Der kan dyret pludselig begynder at rode ved sin pels eller skrabe i jorden. Det er handlinger som kan virke ulogiske i princippet, men som letter individets følelsesmæssige tilstand ved at afhjælpe en spænding. Det er en hensigtsmæssig handling fra naturen side. Lektoren mener derfor også, at vi alle laver overspringshandlinger i en eller anden form. I de specialstuderendes tilfælde fungerer de som væsentlige ventiler, når de studerende har koncentreret sig lang tid ad gangen om det samme abstrakte emne. - En sådan udmattelse kræver pauser og afstresning. Man driver rovdrift på forholdsvis få områder af hjernen, og man bruger mange kræfter på at holde resten af hjernen i ro. Det kan virke stressende, og derfor har man behov for hvile og rekreation. Det kan være en god måde at komme videre på i en problemløsningsproces, siger han. Men overspringshandlingerne kan også tage overhånd fra at være effektivitetsdæmpende stressforebyggere til at være angstneurotiske sygdomstegn. - Man kan se det som en form for undgåelsesadfærd, som ofte opstår hos specialestuderende. Hvis man er kørt fast, og det virker pinefuldt, fordi man ikke kan se nogen ende på opgaven, kan en overspringshandling blive en befrielse og en belønning. Så får det karakter af en tvangsadfærd, som formentlig også er kernen i hårdnakkede tvangsneuroser. Det kan til en hvis grad sammenlignes med folk, der vasker hænder 40 gange om dagen, for det befrier dem for en urimelig dyb angst og fungerer som en belønning, siger han. Velunderrettet lægger jeg røret på. Tager et spil golf på redaktionens indendørs puttebane. Og går hjem. Onsdag Deadline krabber sig ind på mig som et frådende monster sendt i byen af nordjyske avislæsere. Nu og da tager det skikkelse af en redaktionssekretær, der vil fodres med ord og derfor åbner sit gab som en sulten stæreunge. Pip pip. Jeg skal nok aflevere snart. Klokken er nærmest ni, og der er lagt i kakkelovnen til en dag uden spildtid. Men først kaffe. Og så telefonen. For det må da kunne lade sig gøre at finde en person, der har prøvet at lide af overspringshandlinger. - Haha. Jamen, så er du kommet til den helt rigtige. Jeg sidder lige og er i gang med at spille computer, siger den første specialestuderende, som jeg får fat i. Han vil ikke stå frem med navn i avisen, for han vil ikke virke sløv overfor sin kommende arbejdsplads. Men han vil gerne fortælle, hvad han får sin tid til at gå med. - Ja, jeg fælder træer, graver rødder op, klipper buske og så videre. Og så skal der jo læses aviser, ses nyheder i tv, ryddes op, handles ind, laves mad, tales telefon, surfes på nettet, skrives mails, og i ny og næ en tur på biblioteket, hvor jeg som regel ender med at se på tøser og læse tegneserier. Men så er der jo også godt vejr, som betyder tur i parken for at læse. Det vil altså sige sove, se på tøser og drikke pilsnere. Så skal man jo også hjælpe folk med at flytte, for jeg laver jo alligevel ikke noget. Og så er dagen jo for længst gået, siger han og giver mig numrene på to andre, der sikkert gerne vil i avisen. Men nej. Ingen vil være med. For det er flovt at være en overspringshandler. Det er ikke noget, man udstiller. Og hvad nu, hvis den kommende chef læser om, hvor udisciplineret og sløset, man har været? Kan man så få job? Tilsyneladende. Jeg læser på Ritzau, at kun tre procent af de danske HK’ere har et direkte forbud mod at benytte internettet til private formål. Hele 64 har ligefrem arbejdsgiverens tilladelse til at tjekke priser på havestole eller købe julegave til kæresten i arbejdstiden. Og erhvervslivet bør da heller ikke være bange for overspringende nyuddannede, viser det sig efter et opkald til Anders Drejer, der er professor i forretningsudvikling ved Handelshøjskolen i Århus. - Det går selvfølgelig ud over effektiviteten. Overspringshandlinger fylder måske ti procent af vores arbejdstid, og det er da værd at tage med i en tid, hvor der er meget stor fokus på produktivitet. Men hvis der overhovedet ingen overspringshandlinger er, og det hele bliver ren effektivitet går det galt. Og så drejer det sig om at få lavet noget rod i butikken i en fart, siger han. Alligevel er han ikke sen til at give denne overspringende journalist et spark i den ene ende og et kærligt klap i den anden. - Du burde jo kunne skrive ti gange så mange artikler, som du gør, hvis du udnyttede tiden maksimalt. Men det positive er jo så, at du kan få nogle idéer til endnu bedre historier. Og der er vi tilbage ved, at man får den gode idé, mens man er i brusebad. Derfor mener professoren også, at det er en dårlig idé, hvis virksomhedernes ledelse forsøger at kontrollere medarbejdernes spildtid. - Jeg tror jo meget på selvledelse, og jeg mener ikke, man kan kontrollere sig ud af det. Det handler jo om, at vi får lidt for meget stress og derfor laver nogle overspringshandlinger. Så jeg synes, man i stedet skal prøve at modvirke stress som ledelse og fremme spildtiden. Det kan jo faktisk være, at du ubevidst har fundet på nogle bedre spørgsmål til mig, fordi du har lavet overspringshandlinger forinden. Det kan man ikke vide. Og eftersom man ikke kan vide det, bliver det også sin sag at forbyde det, siger han. Og dermed er rådet givet videre til landets virksomhedsledere. Der blev desværre ikke - for denne journalist - tid til hverken at skrive en egentlig artikel eller til at interviewe flere mennesker. Der var så meget andet, jeg skulle nå.