Kunsten at satse på egen avl

AaB har med stor positiv effekt rykket talentgruppen op i superligatruppen

Fodbold 23. september 2002 08:00

AALBORG: Han spillede også med i kulissen, da AaB sparkede sig til DM-guldet i 1999, men Lynge Jacobsen har aldrig glædet sig så meget over en topplacering i Superligaen som den aktuelle, der er skabt af rækkens yngste mandskab med bl.a. seks unge nordjyder under 21 år. - Det er ikke så stor en bedrift at forme et tophold af færdige spillere. Det er i høj grad et spørgsmål om penge, konstaterer sportsdirektøren med klar henvisning til, at 1999-titlen i vid udstrækning var baseret på indkøbet af den gyldne nordiske akse med Jozo Matovac, Ståle Solbakken og Frank Strandli. - For hele klubben er glæden større nu, og jeg tvivler heller ikke på, at tilskuerne finder den nuværende situation mere interessant. - Det vil være ideelt, hvis to tredjedel af fornyelsen til superligatruppen består af egen avl, men kunsten er at have en cheftræner, der bakker vores uddannelsessystem op ved at give de unge chancen - og samtidig vinder på Aalborg Stadion. Nødtvungen satsning Lynge Jacobsen erkender, at satsningen på ungdommen af økonomiske hensyn er sket nødtvungent, og at både han selv og cheftræner Poul Erik Andreasen ville være mere tryg med en ekstra rutineret spiller i hver kæde. - Et ungt hold vil sædvanligvis svinge meget, og erfaringen viser, at et mesterhold har en gennemsnitsalder på omkring 27 år! Det er da heller ikke primært guldet, men en medalje, som AaB jagter i denne sæson, efter at målsætningen er glippet tre år i træk, og det unge holds skrøbelighed kom til en vis grad til udtryk i 1-3 nederlaget i lørdags til Farum. Skub i udviklingen Forgængeren Peter Rudbæk begyndte så småt at indlemme ITU-spillerne, og Poul Erik Andreasen tog ved sin tiltræden i sommer det fulde skridt. Alle 11 ungseniorer (18-21 år) samt ITU-træner Per Westergaard indgår i superligatruppens træning, og en gang om ugen er to ynglinge på kontrakt, Thomas Kortegaard og Simon Bræmer, oppe at snuse til atmosfæren. - Det udviklede ikke talenterne maksimalt, at de tidligere trænede i små grupper og ofte sammen med danmarksserieholdet. Nu bliver de for alvor holdt til ilden, og frygten for, at deres tilstedeværelse kunne sænke niveauet i superligatræningen, er gjort til skamme. De er gode og viljestærke nok til at kunne begå sig, siger Poul Erik Andreasen, der endda kan konstatere, at spillere som Rasmus Würtz og Christian Christiansen har fortrængt langt mere rutinerede kolleger fra superligaholdet. - Der er ingen garanti for, at de unge holder niveauet over en hel sæson, og at holdet i længden kan bære så lav en gennemsnitsalder, men der er sat skub i en udvikling, som vil gavne både AaB og den enkelte spiller. Poul Erik Andreasen nævner også den nye reserveholdsturnering som et stort plus for AaB-talenterne, ligesom udlejningen af Ziad Saliba til Hjørring betegnes som en ren solstrålehistorie. - I næste sæson er FC Nordjylland sandsynligvis i 1. division, og det vil øge muligheden for, at vi udlejer spillere til gensidig nytte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...