Kunsten er at dyrke nu’et

På Magrethelund har 24 demente medborgere trygge rammer i de to nye, skærmede afsnit - Marguritten og Solsikken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fællesskab er afgørende for beboerne - og der er altid mindst en medarbejder i fællesstuen. Foto: Eva Seider

DRONNINGLUND:Kartoflerne er ved at nå kogepunktet på komfuret. Dem har to beboerne netop skrællet, så de er klar til middag. Stedet er Solsikken på Magrethelund i Dronninglund - den ene af to skærmede afdelinger for demente medborgere. Husets beboere har taget plads omkring spisebordene. For ganske vist har de hver især deres egen opholdsstue. Men fælles for dem er, at de søger fællesskabet. De foretrækker at have nogen omkring sig. Og fællesskabet er netop i fokus på Magrethelund. 24 demente beboere har fået ideelle rammer med de to nye afdelinger. Beboerne træder således direkte ud i opholdsrummet fra deres egen stue - og herfra er der videre adgang til en lukket gårdhave. Behov for nærvær I opholdsstuen er der altid én af medarbejderne til stede. Det sikrer trygge rammer, ro og forudsigelighed i de dementes hverdag. - Når man er dement, vil man ikke sidde i en stue alene. Man er, hvor der folk, fortæller Ruth Nielsen, der arbejder i Solsikken. - De søger tit hen, hvor der er andre, fordi de selv døjer med at få tingene til at hænge sammen, supplerer hendes kollega Lene Smedegaard. I fællesrummet kan der opstå kaos, hvis der ikke er et vågent øje og en hjælpende hånd til stede. Og vejen fra ro til kaos kan være kort. Erfaringer viser, at det derfor er afgørende, at der er en medarbejder sammen med gruppen hele tiden. - Vi har en bedre normering end på et almindeligt plejehjemsafsnit. Havde vi samme normering, ville det skabe virvar og uro. Det ville være synd at skære i normeringen - det er den der gør, at vi får ro og struktur på afdelingerne, siger gruppeleder Allis Samallo. På hver afdeling er der i formiddagstimerne fem ansatte til 12 beboere, mens der resten af døgnet er tre. Hermed kan to være optaget af at hjælpe en beboer på en stue, uden at de øvrige beboere lades alene tilbage. Erfaring og tålmodighed De ansatte stortrives tydeligt i selskab med beboerne. - Det er det dejligste arbejde, man kan tænke sig. Du får mange knus og klem, siger Vivi Coltau. - Du kan også få mange skæld ud - følelserne bliver klart meldt ud, supplerer Allis Samallo og tilføjer: - Personalet har en rigtig fin uddannelse, og de er gode til at tackle de svære situationer. Erfaring, interesse og tålmodighed er nøgleord i arbejdet med de demente. Og så kræver det også et lyst sind krydret med humor og humør. Lyspunkter i nu’et Fælles for de ansatte er, at de nyder at skabe små lyspunkter for beboerne. På Marguritten og Solsikken lever de nemlig ikke på minderne - her lever man i nu’et. Her handler det om at gribe nu’et - og får det bedste ud af det. Om fem minutter har beboerne måske glemt alt om, at de lige har haft det sjovt, sunget eller danset. - Derfor er her og nu-glimtene vigtige. Det er ligegyldigt, at de ikke kan huske det i morgen. Det vigtigste er at gribe situationen - at give dem de gode timer, lyder meldingen fra medarbejderne. Sommerhusophold, udflugter med bussen og fester indgår da også i demensafsnittenes årscyklus. Daglige rutiner Huslige gøremål er en del af hverdagen. - Nogle dage bager vi og laver mad. Mange vil gerne hjælpe med at skrælle kartofler - vi vasker også tøj, og hænger det op på tørresnoren i haven, fortæller Lene Smedegaard. De daglige opgaver skal ikke alene skabe hjemlig stemning - daglige gøremål er også med til at holde beboerne beskæftiget på en god måde. - Man sidder jo ikke stille, når man er dement. Man er ofte meget fysisk aktiv. Og derfor skal man aktiveres i sin hverdag, siger Lene Søndergaard og tilføjer, at nogle har behov for en frisk gåtur for at få ro i hverdagen. På Marguritten er der et bette dyrehold bestående af fugle samt kattene Pjuske og Strib. - Og vi ser glade smil, når kattene løber rundt og leger. Eller en beboer sidder med katten på skødet, fortæller Vivi Coltau. Arbejde og skole Ofte falder demente medborgere tilbage i den hverdag, de levede for år tilbage. Når dagen begynder, er nogle af beboerne derfor overbevist om, at de skal af sted på arbejde eller måske i skole. - For eksempel har vi en ældre dame, der hver morgen vågner og tror, hun skal i skole. Og hun bliver så lykkelig, når hun har fri, smiler Allis Samallo. - Vi har også en beboer, der mener, han skal på arbejde hver dag - og han forstår ikke, at vi mener, han skal blive hjemme. I sådan en situation er det vigtigt at få struktur på hverdagen med nogle aktiviteter - ellers går han i de tanker hele tiden, forklarer Allis Samallo. Støtte til pårørende En vigtig del af personalets arbejde er også at have god kontakt med de dementes pårørende. Og støtte dem. For pårørende kan det være ganske vanskeligt at forlige sig med, at mor eller far fjerner sig mere og mere fra den kendte rolle. Mange demente genkender ikke deres nærmeste. - Det kan være en stor omvæltning for familien, siger Lene Smedegaard. - Alle beboerne har jo været velfungerende mennesker med familie og arbejde. Og demens kan ramme os alle. Behov for aflasning Ofte kommer beboerne fra andre af kommunens plejehjem, hvor de har skabt uro - måske fordi de søger ind på andre stuer. Eller fordi de går “hjemmefra”. I mange år var der på Sofienlund 11 pladser til demente medborgere, men behovet voksede støt. Og seks pladser blev i første omgang indrettet på Magrethelund. Selvom der i dag er 24 pladser, venter demente på Magrethelund og på de øvrige plejehjem fortsat på en plads. - I perioder har vi haft en beboer i aflastning, selvom vi ikke har en aflastningsstue, fortæller Allis Samallo. Og hun konstaterer i samme åndedrag, at der er behov for aflastningsstuer for demente. Eksempelvis aflastning i weekenden, når ægtefællen ikke kan magtet hustru eller mand fuld tid i hjemmet - eller der er behov for et pusterum. - Det kunne også være fint at have demente i dagtilbud nogle timer om dagen. Det gør måske, at de kan blive lidt længere hjemme. Den pårørende får bedre overskud til at klare hverdagen, når den demente ægtefælle er i aflastning i perioder. Det kunne samtidig fungere som indslusning til en fast plads, tilføjer Allis Samallo.