Kunsten er at gå på to ben

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvfølgelig er jeg benovet over at være justitsminister. Det er et betydningsfuldt job. Men det er kun til låns, og jeg er jo også Lene, lyder det fra Lene Espersen, for hvem kunsten i livet er at finde balancen mellem job og privatliv. Ved at nære det ene, nærer hun også det andet, fremhæver hun.

Kunsten som menneske er at gå på to ben. At citere Lene Espersen, landets justitsminister, for ovenstående er rigtigt for så vidt, at hun har sagt det. Men det vil ikke være at yde hende fuld retfærdighed at lade det blive derved. Hun er til meget mere end klicheer, da vi mødes ved Drachmann-bænken for at tale om den store idé. Nærliggende er det, selvfølgelig, at høre hende, om hun har fundet ideen på toppen. I justitsministerembedet. Og det har hun for så vidt, at hun dér føler, at hun gør en forskel. Ud fra det hun tror på. Og det er der mange værdier i. Men at tro at ideen, det væsentlige i livet, ligger i magten, positionen og pengene er forkert. At tro at hele ideen ligger i et job er forkert. Det er lige præcist den fejl, mange mennesker begår. At tro, at de har nok i det ene. Jobbet eller familien. Men så er det, at man risikerer, før eller siden, at der opstår en ubalance. Det er derfor, vi i dag ser en masse mennesker gå ned med stress. Man skal være stærk på begge ben. Og ikke plage sig med det, man ikke når. Kunsten har hun lært sig i en grad, at hun fastholder, at jobbet som justitsminister ikke har gjort hendes liv mere stresset. Mere bekymret. I det væsentlige i hvert fald. Og det er, mener hun, forklaringen på, at hun møder hver dag med et smil. - Vi politikere vil så gerne løfte alt, men både vi og folk i øvrigt må forstå, at samfundet ikke kan ikke gøre os lykkelige. De store og vigtige ting, må vi selv, hver især, løfte. - De prioriteringer, der skal til for, at vi får balance i vort liv, må vi selv tage. Det betyder for mit eget vedkommende, at jeg for eksempel tager straffesager og benådningssager alvorlige. Men jeg tager dem ikke med hjem, så ville mit liv blive alt for tynget. Jeg er jo også Lene. Jeg mener, at det er vigtigt at huske sig selv og at holde sig i fysisk form. - Jeg dyrker sport. Det giver mig råstyrke og hjælper mig til at klare jobbet, som trods alt ikke er nogen badeferie med daglig frihed fra kl. 14. Sporten gør mig for eksempel også i stand til at overleve pressen, når den er efter mig. Den hjælper mig til at holde balancen i livet. Jeg har løbet tre maratonløb, selv om det ligger nogle år tilbage men løber stadig, jeg har en løbevogn til børnene, og jeg tager mig også tid til et slag kort med vennerne. Det gør mig i godt humør. Og det er vigtigt at huske familie, venner og de kvaliteter, man er i besiddelse af. Ja, måske endda også ens dårlige sider. Selv har Lene Espersen de samme venner, som hun altid har haft, fortæller hun. Kobler af - Jeg har en ventil, der betyder, at jeg kobler af fra arbejde, når jeg kommer hjem. Man kan godt sige, at jeg lægger politik på hylden for at være nærværende. I hvert fald ind til børnene er lagt i seng. Rent praktisk giver det sig udslag i, fortæller hun, at hun lægger en mappe fra sig, når hun kommer inden for døren. På samme måde lægger hun mobilen fra sig, når hun har tjekket den for sms’er. Det næste hun gør er at smide de højhælede og det pæne tøj og i stedet iføre sig et par cowboybukser, en t-shirt og et par klipklapper. - Så kaster jeg mig ned på gulvet og laver brio-tog med børnene. Det tror jeg faktisk, at der er enormt mange på min alder, der glemmer. Selvfølgelig betyder prioriteringerne, siger hun, at der ikke er meget tid til Lene Espersen. Tid til for eksempel yoga, wellness, frisør og cafébesøg med veninderne. Men det bliver der engang. - Specielt kvinder har en tilbøjelighed til at tro, at vi kan det hele. At vi på en og samme tid kan være den perfekte mor, den perfekte hustru og karrierekvinde med det perfekte hjem. Men det kan vi ikke. I hvert fald ikke uden at det sker på bekostning af livsglæden og balancen i livet, fremhæver Lene Espersen. Vi må derfor prioritere uden at få dårlig samvittighed over de ting, vi ikke når. Det sker ikke noget ved at udsætte vasken af gardinerne. Vigtigere er det, at kroppen får tid til at restituere sig. At hjernen får luft ved at holde fri. - Ellers kommer vi i dårligt humør og får et dårligere liv. Siger Lene Espersen og understreger, at hun mener, at hun faktisk bliver en bedre minister af at have det godt i sit privatliv. Men så såre enkelt får hun dét at gå på to ben, det at finde balancen i livet, til at lyde, at det vel nærmer sig en provokation. Eller et politisk manifest. Men det er nemt. Når man først har lært det! Fastholder Lene Espersen og fortæller, at hun da er hjulpet godt på vej af sin mand, der har gjort sit for at presse hende ind i livsførelsen - Som nyudnævnt minister var jeg så bange for, at der for eksempel skulle opstå et terrorangreb, at jeg ikke kunne gå ud at tisse uden at tage mobilen med. Hun smiler også selv ved erindringen! Og indrømmer, at hun den gang som nyudnævnt minister ikke fejlede én tv-avis. Hun skulle jo følge med, som hun smilede forklarer – og tilføjer med et endnu større smil: Dén gang skulle jeg jo også se mig selv, når jeg var på. Men til det sagde hendes mand gang på gang: Du slapper jo aldrig af. Du bliver sur. Du bliver ophidset af alle de tv-aviser. - I dag ser jeg én tv-avis. Nogle gange endda ingen. Så tjekker jeg nettet på arbejde næste morgen i stedet for. Jeg ved, at hvis der virkelig er brug for mig, så skal man nok få fat i mig. Jeg har jo da også en fastnettelefon, ler hun. Ude på kanten Ære skal Lene Espersens mand måske nok have for, at det er lykkedes hende at holde balancen i livet på et tidspunkt, da hun figurerer på listen over de ti mest magtfulde personer i Danmark – men, der er også en anden forklaring på, at hun i dag vægter, som hun gør. Hun mistede en datter i 26. graviditetsuge på grund af svangerskabsforgiftning, og mens Lene Espersen bekymrede sig for sit barns liv, kæmpede lægerne for Lene Espersens liv. Jo, hun har været ude på kanten, indrømmer hun, dér, hvor mange oplever at stille sig selv spørgsmål om livet, og det var der, at hun kom på sporet. Af ideen med livet. I livet. - Det fik mig til at spekulere over, hvad der er vigtigt i livet, og da jeg fik Marcus, min førstefødte, fik jeg næste skub. Jeg kunne godt ønske mig, at flere ville begynde at spørge sig selv: Hvorfor er jeg her. Og hvis noget er gået galt: Hvad kan jeg gøre for at komme på sporet igen. I stedet for at sige, at det er samfundets skyld, når noget går galt. - Selvfølgelig skal vi have velfungerende plejehjem til vores ældre. Alle fortjener et liv med lykke og værdier. Men vi skal måske også en gang i mellem stoppe op og spørge: Hvad gør jeg selv for mine ældre? Vi er i hvert fald inde på et område, hvor vi kan lære af folk med anden kulturel baggrund. Er du overvægtig kan du måske også frem for at henvende dig til sundhedsvæsnet gøre noget selv. Lægge kosten om. Motionere. Og har du stressproblemer kan du sige, at det er samfundets skyld. Men du kan også vælge at se nærmere på dit liv. Og dine prioriteringer. Og begynde selv at tage ansvar. - Det er i hvert fald vigtigt for mig og min mentale lykke at være sammen med børn og mand og tale i telefon med mine forældre hver dag, fastslår Lene Espersen, der overhovedet ikke ser sig som et supermenneske. Hun har måske nok altid været et energifyldt barn – men man får jo også energi af at holde sig i gang, som hun siger. Væsentligt for, at hun når det, hun når, er derimod, at hun dagligt ”sluger frøen”, som hun siger. - Det er menneskeligt at tage sig af de lette ting først. Det gjorde jeg også selv, indtil jeg lærte at tage de problemer, der fyldt mest, først. For sluger du frøen, tager den værste bid først, så bliver resten af din dag så god!