Kunsten er på rette spor

Ventesalen på Sindal Station er blevet indrettet til kunstgalleri.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mona Søndergaards skulpturer fik æren af at åbne det nye galleri i Sindal. Foto: Henrik Louis

- Det her sted emmer af nostalgi. Her er der blevet solgt mange matematikopgaver og engelske stile, og om mandagen snakkede vi om, hvad vi havde gjort i weekenden. Det erindrede Kirsten Kræmmer fra sin gymnasietid, da hun lørdag indviede Sindals nye kunstgalleri i stationsbygningen, hvor også Sindal Udviklingsråd holder til. Den gamle ventesal lignede indtil for ikke så længe siden, noget man troede var løgn. Men lørdag, efter et års arbejde, kunne den så igen tages i brug, nu som Galleri Spor4, som det nye galleri hedder. - Vi har spor et og spor to. Det ville være meget nærliggende at vælge navnet spor tre, så vi valgte navnet Spor4, siger Niels Christian Bach, som sammen med Mette Jakobsen står for kontakten til udstillerne. Stor interesse - Der har været en stor forhåndsinteresse for galleriet, fortæller Niels Christian Bach. Meningen er, at udstillerne skal udstille i to uger ad gangen, så der hele tiden er noget nyt for pendlerne og de andre gæster at se på. Håbet er naturligvis, at de mange, der tager toget til og fra Sindal, lige vil bruge lidt tid på at se på kunst, når de nu alligevel venter på toget. Det nye galleri er åbent i Sindal Udviklingscenters åbningstid, som er fra klokken ni til 16 hver dag. Alle kan komme Galleriet er ikke alene for kunstnere fra Sindal og omegn. - Det er for hele storkommunen, siger Niels Christian Bach. De gamle spor af ventesal er ikke fjernet. Bænkene er malede sorte, men de mange ting, som folk har ridset i dem gennem årene, kan fortsat ses. - Bænkene har fået en hvid og en rød stribe, lige som de gamle DSB-færger havde, siger Niels Christian Bach. De to første udstillere er Mona Søndergaard, som udstiller skulpturer, og Linda Christensen, som er maler. - Jeg synes godt om stedet, fordi det er så stringent. Og så har det en tilpas størrelse, så vi kan være her to eller en, siger Mona Søndergaard. - Jeg er utrolig glad for, at jeg blev bedt om at være med til at åbne stedet, siger den anden udstiller, Linda Christensen.