Uddannelse

Kunsten er sjælens lænestol

Paul Klee hjalp Særker Sørensen til at frigøre sig

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jørn Særker Sørensen begyndte som typografisk tegner, men er endt som alsidig kunstner. Foto: Michael Bygballe

Røde, gule, grønne og blå figurer, landskaber og mennesker bakser for at komme ud af deres trange rammer i Jørn Særker Sørensens værksted på 1. sal i Jernbanegade i Aalborg. Nogle af dem hænger. Andre læner sig i stakke op ad væggene. Grafiske arbejder hviler sig i en tung, men sirlig bunke på spisebordet under vinduerne. Ud over det, arbejdsbordet og Særkers værker, rummer de få kvadratmeter ikke så meget andet end en magelig blå sofa. Der er ikke rigtigt plads. Mange års tanker og koncentration, glæde, forestillinger og inspiration fylder også. Særker Sørensen, 68, er oprindelig uddannet typografisk tegner, en uddannelse, der i første omgang lærte ham at gå i detaljer og kopiere andre. Alligevel var selvsamme uddannelse i sidste ende med til at gøre ham fri til at skabe sit eget. I løbet af sit studie var han i flere perioder i København for at studere kunsthistorie. - Vi var på museer, og jeg så nogle ting, som var helt nye for mig. Min metier var jo at tegne af. Jeg kunne måske også lave lidt selv, men det vi lærte var at lave kopier af et foto eller et kunstværk, så du ikke kunne se forskel. Dengang var mit mål at blive rigtigt god til det, fortæller han og tænder sin pibe. Flere værker og kunstnere på museerne hægtede en krog i ham. Hans Hartung, der lavede vilde, mørke og abstrakte billeder, var en af dem, J.F. Willumsen en anden; men særligt betaget blev Særker af den schweiziske maler og grafiker Paul Klee. - Det, han lavede, var meget naivt og poetisk og fangede mig altså på en eller anden måde. Det fik mig til at tænke: Gud, kan man også det? Kan man tegne sådan? Eller male sådan? Paul Klee brugte sin intuition, når han malede. Han forsøgte at bruge det barnlige. Det skæve. Det poetiske. Nogle gange tegnede han med venstre hånd, selvom han var højrehåndet, og det han lavede blev både kønt og på en eller anden måde mærkeligt. Selvom han var intellektuel, prøvede han at sætte tingene ud af system og bruge sin intuition. Det udmøntede sig i nogle meget, meget smukke ting. Også Paul Klees interesse for musik rører Særker, der ud over at male, lave grafik og skulpturer selv jazzpianist. Paul Klee spillede violin og kunne være blevet en stor Bach-fortolker. I stedet valgte han at bruge sin musik i kunsten, fortæller Særker og fremhæver Klees tegninger af fugle på streger. Tegningerne kan minde om partiturer. Særker holder af at sammenligne Klee med Stravinsky, der kunne lide et stykke blødt papir og en god blyant, når han skulle skrive - ligesom en kunster, der skal tegne. Han skrev meget præcist, og det han skrev kan sammenlignes med et stykke grafik. - Ligesom Stravinskys musik er Klees billeder poetiske og dybe. Han var meget syg, før han døde, og de sidste tegninger, han lavede, forestiller engle. De er utroligt enkle og smukke, og den slags inspirerer mig, siger Særker Sørensen. Han er begejstret for de kunstnere, der kan skabe rytmer i deres billeder såvel som musikere, der kan skabe billeder i deres musik, og på sin egen unikke måde prøver han at gøre dem kunsten efter. Selvom Klee har været en stor inspirationskilde for Særker, mener han nu ikke, at deres kunst kan sammenlignes. - Jeg ligner ham ikke, men mødet med hans værker var med til at frigøre mig fra den meget faste måde at tegne på, og den er egentligt svær at komme væk fra, funderer han og erindrer et citat af den franske kunstner Henri Matisse, som han synes passer godt til både Klee og ham selv. - Det har jo længe været ildeset, at kunst skal være smukt. Det skal være grimt og politisk og alt muligt andet, men Matisse skrev i sin tid, at kunsten er sjælens lænestol. Det synes jeg er et utroligt kønt udtrykt, og det har jeg taget til mig. Noget af det, jeg laver, er meget skævt, men især med mine seneste billeder, ”Lyse Øjeblikke”, er jeg gået tilbage og siger, det er sgu rigtigt, det Matisse siger. Kunsten er sjælens lænestol. Det kan jo godt være både rart og dybt samtidig.