Skagen

Kunsten, kasketten - og manden med de røde seler

En anderledes udstilling på Skagen Odde Naturcenter

Hans Nielsen har aldrig været bange for at lægge vægge til kunst, der skiller sig ud. Her introducerer Mathias Iversen (th)  nogle af sine værker for ham.
Hans Nielsen har aldrig været bange for at lægge vægge til kunst, der skiller sig ud. Her introducerer Mathias Iversen (th) nogle af sine værker for ham.

Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:58

SKAGEN: De taler samme sprog, manden med de røde seler og lysegrønne bukser, og den skæggede kasketkarl med de runde briller.

Begge brænder for kunst, og begge plejer deres image. For pengemanden Hans Nielsen består imaget bl. a. i postkasserøde elasticseler ved enhver lejlighed, mens Mathias Iversen med kunstnernavnet hr. Iversen har anskaffet sig en ældgammel, mørkeblå Jydsk Telefon-kasket, som lægger 10 cm til hans beskedne højde.

Ud af et møde mellem de to er der kommet en anderledes kunstudstilling på Skagen Odde Naturcenter, som Hans Nielsen ejer.

Udstillerne er Randers-kunstskolen Bifrosts 21 elever, der ud over kunsten har det til fælles, at de er udviklingshæmmede. En af dem er hr. Iversen, som sidste år mødte Hans Nielsen ved en sammenkomst hos en af Bifrosts venner, Bamsemuseets Linda Thygesen.

Hr. Iversen medbragte dengang et portræt af manden med de røde seler - en gave til Nielsen.

Hans Nielsen kunne godt genkende sig selv - og selerne. Men han undrede sig over, at hans ansigt var afbildet som et nøglehul.

- Det er fordi, vi skal have nøglen til dit kunstcenter, så vi kan udstille dér, forklarede Iversen.

Og sådan blev det.

Bifrosts udstilling blev fredag åbnet af Bjørn Nørgaard, kunstprofessoren bag dronningens gobeliner.

- Det har altid været kunstens natur at være åben over for det anderledes og fremmedartede, siger han.

Udstillingen kan ses til efterårsferien slutter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden