Teater

Kunsten og kommunen går hånd i hånd

Det er i det umulige dynamikken lever - når først man udfordrer det begreb, sker der for alvor noget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Peter Langdahl vil gerne være kontaktperson i forhold til kommunens fremtidige samarbejde med teatret Mungo Park – som også sætter tingene på hovedet.

FREDERIKSHAVN:Der er masser af lighedspunkter mellem driftigt teaterliv og erhvervsliv - i hvert fald hvis man sætter begreber overfor hinanden i det geografiske knudepunkt - Frederikshavn. Dynamikken kommer nemlig for alvor, når man hælder traditionerne ind i vaskemaskinen og sætter den på centrifugering og får en helt ny klædedragt, hvor alt det gamle er vasket bort. Dermed er der åbnet for nye tanker, skæve tanker og tanker, der bryder vanetænkningen. Frederikshavn Teaterforening er en aktiv medspiller på den kulturelle arena i Frederikshavn - en garant for både avantgardekunsten og det mere sikre valg. Men i en dynamisk omstillingsproces skal en teaterforening selvfølgelig også prøve nye veje. Og hvorfor ikke sætte erhverv og kultur sammen i forbindelse med et fyraftensmøde med debatemner som, hvordan vi bruger hinandens ressourcer i det store fremtidsperspektiv og hvordan forvandlingsønsket kan drives igennem. Havde man ventet en facitliste, så blev man skuffet. Men til gengæld fik fyraftensmødets mange tilhørere ualmindelige gode bud på, hvordan man skaber gennembrud i en organisation, der vil noget andet og mere end vanetænkning - og det gælder såvel en kommunal institution som en teaterscene. Frederikshavn Teaterforening havde allieret sig med teaterdirektør Peter Langdahl fra Betty Nansen teater og vores egen tekniske direktør Mikael Jentsch. Og de udfordrede hinanden på teser om udviklingsmuligheder - med afsæt i Frederikshavn. Og samlingspunktet blev i høj grad tanken om, at dynamikken ligger i det umuliges kunst. Netop ved at vende bøtten og se det mulige i det umulige får man chancen for at gøre en forskel. I Frederikshavn er det Palmestrand, Palm City, Skibakken og senest ideen om at gøre os fri af fossile brændstoffer, der viser at vi forsøger at bryde vanetænkningen. Og Peter Langdahl kunne supplere med massive beretninger om nødvendigheden af at vende ting på hovedet og inddrage helt andre grupper i teatret - for eksempel rappere - for at indkredse dynamikken. Og ligesom i Frederikshavn lykkes det for den, der tør vove sig ud, hvor vanetænkningen er brudt. - Jeg er utrolig glad for den brede dialog mellem kultur og erhvervslivet, der begynder at vise sig. - Det giver os nogle unikke muligheder nu, hvor vi som forening fremadrettet skal vise, at vi kan nå ud hele ny Frederikshavn Kommune med de oplevelser vi kan tilbyde, understreger formanden for Frederikshavn Teaterforening, Betty Rode.