Morsø

Kunsten skal ud til folket

Kunsthal Nord i Aalborg lægger op til debat om kunst både i Karby, Vils, Ø. Jølby og Sejerslev inden Kulturmødet

Jesper Olsen fra Aalborg er lige som Morten Modin akademiuddannet kunstner.
Jesper Olsen fra Aalborg er lige som Morten Modin akademiuddannet kunstner.

MORS: En ladcykel fyldt med bøger, kataloger og brochurer vil både før og under Kulturmødet køre rundt og informere om det projekt, som Kunsthal Nord i Aalborg har taget initiativ til at gennemføre i fire landsbyer i fire dage op til Kulturmødet på Mors.

Under overskriften ”Til kanten med kunsten” vil Kunsthal Nord indtage Mors på samme måde som avantgardebevægelserne for 100 år siden kørte rundt med kunst til folk i de fjerneste afkroge af landet på kærrer.

- Mens landets kulturelite gør klar til årets Kulturmøde på Mors, rykker vi ud til folket med kunsten, siger Kunsthal Nords leder, Henrik Broch-Lips.

Det sker dels ved, at de to akademiuddannede kunstnere, Morten Modin fra København og Jesper Olsen fra Aalborg, skaber ”skulpturelle ophobninger” sammen med elever fra fire af øens skoler, dels ved, at Kunsthal Nord i fire landsbyer på Mors inviterer til fernisering og kunstsalon med debat om emnet ”Hvad er kunst?”

Kunsthal Nord gennemfører arrangementerne i samarbejde med lokale borgerforeninger, kulturhuse og skoler.

Første arrangement finder sted mandag 17. august på den gamle skole i Karby, hvor elever fra Sydvestmors Friskole deltager i kunstprojektet fra 9-16. 16.30 er der fernisering, og 19.30 åbner kunstsalonen for debat.

Tirsdag gennemføres samme program på Sydmors Skole og Børnehus i Vils. Onsdag er det elever fra Øster Jølby Skole, der skal deltage i skulpturworkshoppen med fernisering og efterfølgende debataften i Det ottekantede Forsamlingshus. Denne del af projektet slutter torsdag med workshop for elever fra Naturfriskolen Nordmors og kunstsalon i Nordmors Kultur og Aktivitetshus i Sejerslev.

Anden del af projektet finder sted under selve Kulturmødet fra 20.-22. august, hvor de skulpturer, der er blevet skabt sammen med eleverne på de fire skoler, bliver udstillet langs KulturVejen Gasværksvej i Nykøbing. Kunsthal Nords leder, Henrik Broch-Lips, skal desuden eftermiddag deltage i Kulturmødets debat om kunstens og kunstnerens rolle i samfundet. Her vil han i sit indlæg også fortælle om oplevelserne på Mors set i et kunstavantgardistisk perspektiv.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden