Kunsten som talerør

Handicappede har brug for at blive behandlet med respekt. Det er et af budskaberne i Aars-lærer Laust Torp Jensens nye bog

Britt Kristensen
Vi skal lytte og tale mere med de handicappede, mener Laust Torp Jensen fra Alstrup. Foto: Claus Søndberg
Handicappede 7. oktober 2008 13:30

Hvad er det vi ser, når vores blik falder på en handicappet i en kørestol – hængende slapt ned mens høje lyde kommer ud af munden? Ser vi en handicappet eller ser vi et menneske med følelser og tanker? Laust Torp Jensen håber hans nye bog “Du og jeg”, vil være med til at skabe forståelse for handicappede og især de multihandicappede børn. Netop denne gruppe af børn har optaget ham, siden han i 1989 blev lærer for den første klasse af multihandicappede børn på Vestermarkskolen i Aars. – Det var en helt ny udfordring som lærer. Vi følte os meget usikre, og det gjorde indtryk at møde børn, der havde så svære grundvilkår i livet. Vi fandt ud af, at vi skulle lære af eleverne, før vi kunne undervise dem. Vi skulle ind bag ved og lære deres måde at kommunikere på, forklarer Laust Torp Jensen. De multihandicappede børn kommunikerer anderledes og mere begrænset end andre børn, men med kropssprog, mimik og lyde kan de give udtryk for deres ønsker og behov. – Tidligere blev deres lyde og bevægelser opfattet som meningsløse og pinlige, men jeg synes det er spændende at finde ud af, hvad der gemmer sig inde bagved, fortæller Laust Torp Jensen. Netop de stærkt handicappedes kommunikation, kan være med til at skabe afstand til ikke-handicappede. – Mange holder afstand når en handicappet sidder og laver lyde og fægter med armene. Men selv mennesker uden sprog og med kraftige hjerneskader skal man lytte til, for de har også brug for at blive set og respekteret som mennesker, selvom man kan være i tvivl om, hvor meget de forstår, mener Laust Torp Jensen. Laust Torp Jensen skrev det første essay til bogen tilbage i 1998, og så gik der lang tid inden de næste blev skrevet. – Jeg havde brug for at få sat nogle ting på plads i hovedet, og jeg brænder for at skrive. Det blev til en række essays som forlaget Frydenlund gerne ville trykke. Gennem eksempler i skønlitteraturen og film prøver Laust Torp Jensen i sin bog at vise, hvordan mennesker med funktionsnedsættelser bliver mødt af alle os andre, behandlere og familie. Men der har været få værker at vælge imellem. – Mennesker uden sprog er svære at inddrage i kunsten, og mange forfattere og filminstruktører tænker sikkert ikke på muligheden for at have handicappede med i deres værk. Men netop gennem kunsten kan man få et indtryk af, hvordan de handicappede tænker og ser omverden, og hvordan andre mennesker reagerer på dem – og det er ikke altid rar læsning. I bogen er der flere eksempler på handicappede, der forstår langt mere, end omverden tror. De er lukket inde i deres krop uden at kunne formidle deres tanker og behov. Det betyder, at de forstår, når de bliver omtalt som grøntsager, eller når andre mener, at de skulle have været en abort. Bogen viser med udgangspunkt i fiktionen, hvor vigtigt det er, at vi taler med mennesker, også selvom de er handicappede – og gør det med respekt. – De handicappede er stort set ikke repræsenteret i den etablerede kunst, men mange handicappede er selv udøvende kunstnere gennem maleri, musik og teater, siger Laust Torp Jensen. fakta Laust Torp Jensen Lærer på Vestermarkskolen siden 1973 Han har tidligere udgivet bøger om lokalhistoriske emner Vestermarkskolen har 64 elever, hvoraf 18 er multihandicappede. Illustrationerne i bogen er af Vivi Jul Nielsen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...