Kunstfond: Der bliver bygget grimt og billigt i Danmark

Mens kulturministeren kigger på arkitekturpolitikken, rettes der et skarpt angreb mod kommunernes byggelinje.

Kunstfond: Der bliver bygget grimt og billigt i Danmark

Der er et arkitektonisk forfald i gang i Danmark. Det mener formanden for Statens Kunstfond, arkitekt Lars Juel Thiis, skriver Jyllands-Posten.

En manglende national arkitekturpolitik får ifølge formanden kommunerne til at lokke virksomheder til ved at lade dem bygge billige og grimme ejendomme i stedet for at satse på kvalitet til glæde og gavn for fremtiden.

Som skrækeksempel nævner Lars Juel Thiis motorvejsstrækningen på E45 mellem Vejle og Horsens.

- Hedensted er nok det grimmeste sted i landet, siger han med henvisning til en række "billige betonkasser, som er smidt langs motorvejen".

For at trække udviklingen i modsat retning udskriver Statens Kunstfond efter påske en arkitektkonkurrence.

Den skal resultere i et idékatalog til inspiration for kulturminister Marianne Jelved (R), som i øjeblikket arbejder på at revidere den nationale arkitekturpolitik.

Borgmester Martin Damm (V) fra Kalundborg er formand for teknik- og miljøudvalget i kommuneforeningen KL, og han er ikke begejstret for idéerne:

- Der er meget smagsdommeri i det. Jeg har det ganske godt med, at de enkelte myndigheder selv kan bestemme, hvad der kan bygges, siger Martin Damm til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst