Kunsthåndværk i Annas Fiskerestaurant

Anna Yder har solgt Strandkroen, der nu skal huse kunsthåndværkere fra Langeland

Køberne er tre af ildsjælene bag Actions Day-arrangementerne i Hirtshals, nemlig Søren Villadsen, Jørgen Rasmussen og urmager Jørgen Jensen. De har så pr. 1. november, hvor de overtager bygningerne, lejet dem ud til et kunsthåndværkerpar, der de seneste år har haft virksomhed på Langeland. - Det er et par, der ganske enkelt er blevet bidt af vores egn. Forretningen på Langeland er stagneret lidt, og de vil gerne have lidt mere flow og gang i det. Det mener de så, der er mulighed for heroppe, siger urmager Jørgen Jensen. Der er tale om noget med at støbe voks- og stearinlys og den slags.Men i den lidt dyrere ende. Forretningen på Langeland hed Candle Art. Anna Yder har endelig erkendt, at hendes ryg altså ikke holder til, at hun er restauratør. Hun har i åre vis kæmpet imod, og havde da med sin perfektionistiske tilgang fået sin specielle fiskerestaurant på "Strandkroen" rigtig godt på vej. Nu må hun imidlertid søge nye veje i erkendelse af, at tilværelsen som restauratør altså ikke var holdbar. Og Strandkroen går så ind i en ny æra. Ikke som kro, men som udstillings- og salgssted for dygtige kunsthåndværkere.