Lokalpolitik

Kunsthåndværk til pænt brug

Erhvervsforeningen skænker kommunen borgmesterkæde, designet og fremstillet af guldsmed Andeas Exner.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

klar til det store øjeblik. Borgmesterkæden vejer 400 gram og består af små emaljerede billeder med mange fine detaljer fra Jammerbugt Kommunes kultur, natur, erhvervsliv og dagligdag. Andreas Exner løfter kæden op, mens Brian Bertelsen, Mogens Gade og Lars Eriksen forventningsfuldt står bi. Foto: Claus Søndberg

I det meste af et halvt års tid har guldsmed Andreas Exner i Ringkøbing i al diskretion arbejdet på en borgmesterkæde til Jammerbugt Kommune. I aftes blev det 150.000 kroner dyre stykke kunsthåndværk så overrakt til den beærede Mogens Gade (V), der i dagens anledning var trukket i pænt mørkt tøj, så det smukke resultat kom til sin ret. Overrækkelsen skete som indledning til Erhvervsrådsforeningens generalforsamling på Hotel Søparken i Aabybro. Det er nemlig medlemmer af erhvervsforeningen, der ved fælles hjælp har samlet pengene sammen. - Forslaget om en borgmesterkæde til Jammerbugt Kommune kommer fra Aabybros tidligere borgmester, fortæller foreningens formand Brian Bertelsen. - Vi tog det op i forretningsudvalget og gik videre med det i en ret snæver kreds af medlemmer, som støttede ideen. Kommunen skulle jo helst ikke vide noget om det, som han siger. - Det var naturligt for os at tage kontakt til Andreas Exner, fordi han har boet her i mange år og kender området rigtig godt, forklarer Brian Bertelsen. - Han kunne give kæden det vigtige lokale islæt. Vi har fulgt hans arbejde lige fra det første udkast, og vi er meget tilfredse med resultatet, tilføjer han. Det var Mogens Gade også, og de omkring 100 tilstedeværende kunne konstatere, at den både passede og klædte ham. Ladet med symboler Andreas Exner forklarer selv om borgmesterkæden, at han har taget udgangspunkt i kommunens kystlandskaber ud mod hav og fjord. - Den ene halvdel består af seks små billeder fra havsiden, den anden seks fra fjordsiden, og de er adskilt af mindre mellemstykker i 24 karat guld med enkle motiver, der knytter sig til billederne. Billedpladerne er i sølv og emalje, og de viser blandt andet badehusene i Blokhus, Lyngmøllen ved Grønnestrand, fiskerbådene ved Thorupstrand, børn der bader, fiskeruser ved Gjøl, en sejlbåd, en gård med forblæste træer, herregården Bratskov i Brovst og mange andre detaljer af natur og kultur. Altsammen med tydelig oprindelse i Jammerbugt Kommune. - Den er meget detaljeret, for det er mange små motiver, jeg har savet ud i sølvplade og derefter loddet på pladerne. Og jeg er ret god til at save, når jeg selv skal sige det, lyder det muntert fra guldsmeden. Den vanskeligste opgave var at finde en blå sten af samme farve som kommunevåbenet. Kæden samles nemlig med en lås med en blå og en grøn sten, og til det grønne passede jade, men til det blå måtte Andreas Exner kontakte en kollega i Tyskland for at få en særlig sten, en peridot. Desuden indgår rav i kæden, både fra havet og fra fjorden. Til særligt brug De fleste dage vil den nye borgmesterkæde befinde sig under lås og slå i sin fine kasse på rådhuset, for den 400 gram tunge kæde i sølv, guld og ædle stene er en pryd til ganske særligt brug. - Vi forestiller os, at borgmesteren vil bruge den ved vielser og når han repræsenterer kommunen ved andre officielle lejligheder, siger Brian Bertelsen. - Det er nye tider med større kommuner, så det er på sin plads med en borgmesterkæde til Jammerbugt, fastslår han. - Og den er designet, så den passer til borgmestre af alle staturer. Den lægger sig pænt, uanset størrelse, lyder det lunt. Eller uanset hvor man befinder sig i det politiske spektrum, kan amn tilføje. Foreløbig kan Mogens Gade i hver fald nyde brugen af det smukke værdighedstegn året ud.