Kunstige sole og vildt vand GÆSTEFORELÆSNING: Olafur Eliasson fortalte om sin kunst for arkitektstuderende i Aalborg

Packnesfonden uddelte mandag eftermiddag en pris til en studerende ved Aalborg Universitets institut for arkitektur og design. Det er måske ikke den helt store historie. Mere overraskende var det, at prisoverrækkelsen blev efterfulgt af en gæsteforelæsning af Olafur Eliasson. Han er dansk kunstner med Berlin som hjemsted og hele verden som arbejdsplads. Der er måske stadig danskere, der ikke kender den dansk/islandske kunstner, men globalt set er han i særklasse den mest kendte nulevende dansker i udlandet. Mere kendt end Fogh, Linie 3 og Susse Wold. Mere kendt end Aqua (som nu er glemt), mere kendt end Victor Borge, (som nu er død). Mere kendt end Morten Olsen (som nu er træner). I den internationale kunstverdenen ligger han på en 17. plads. Han har fejret store, kunstneriske triumfer overalt i verden. Det var ham, der lavede "The Weather Project" i Tate Modern i London. En udstilling der blev set af millioner af mennesker. Trods sin verdensberømmelse har hun kun udstillet én gang i Danmark. Det var på ARoS i Århus, og det gav også der fulde huse. Men hvorfor kommer denne feterede verdensstjerne til Aalborg og giver gæsteforelæsning blot fordi en lokal studerende skal have en pris på 40.000 kroner. Det er elementært nok, viser det sig. Prisen gik nemlig til Andreas Eggertsen. Han fik den for sit mod til at drage til udlandet for at betragte Danmark udefra. Unge Eggertsen drog nemlig til Berlin, hvor han nu arbejder på et stort kunstnerisk værsted/atelier. Hos Eliasson. Olafur Eliasson har omkring 20 personer ansat på sit værksted. Heraf er fem-seks arkitekter, der hjælper ham med at udforme hans utroligt kringlede, men ofte også yderst enkle værker. Olafur Eliasson fortalte i sin forelæsning om sine metoder og om, hvorfor han har slået sig ned i Berlin. - Jeg tog til Berlin i 1993, fordi jeg beskæftigede mig for nogle kunstneriske emner, der ikke var interesse for i Danmark. Men jeg befandt mig heller ikke godt på det apokalyptiske kunstakademi i Danmark, hvor man konstant fejrede enden på alting, sagde Olafur Elisasson. - I starten interesserede jeg mig for det immaterielle værk, og den kunst fandtes ikke i Danmark. Den blev i hvert fald ikke diskuteret. Men i Tyskland, der kan man tale om alting, siger han. Mens han taler, bliver hans tanker og idéer illustreret grundigt på to storskærme bag ham. Især hans tanker om lys og komplementære farver. Altså modsatte farver. At når man stirrer tilpas længe på noget, bliver det modsatte billede brændt ind i øjet, så man kan se det bagefter. Altså som efterbilleder. Olafur Eliasson arbejder således i øjeblikket med et filmprojekt, hvor han selv vil vise halvdelen af filmen. Så skal tilskuernes øjne selv skabe resten af filmen som efterbilleder. Og han fortæller om sit regnbueprojekt: Han skaber en kunstig regnbue i et rum. Bevæger man sig i rummet, flytter regnbuen med. Og andre i rummet ser andre regnbuer. Så i virkeligheden eksisterer regnbuen ikke, hvis der ikke er et øje, der ser den… Det er også den slags finurligheder, der er drivkraften bag det meste af Olafur Eliassons kunst. Han beskrev også sine overvejelser, inden han lavede "The Weather Project" i London: rummet var gigantisk. 160 meter langt, 20 meter bredt og 30 meter højt. Elissons ambition var at gøre det endnu større: Han satte spejl på loftet. 160 gange 20 meter spejl. Dermed skabte han illusionen om at der var 60 meter til loftet. Han satte en halv sol op. Den anden halvdel blev skabt af spejlet. Og endelig blev der sendt teaterrøg ind i salen. Derfra var der kun tilbage at vente. Vente på at folk strømmede til: Folk lå på gulvet og stirrede på spejlbilledet af dem selv 60 meter væk. Folk friede til deres kærester. Kunsten blev en vaskeægte turistattraktion, som londonerne skulle se. Det er enkelt tænkt, men der er også mange ansatte til alt det praktiske. Olafur Eliasson har blandt mange andre ting også lavet en dufttunnel hos WV i Tyskland. Malet huse i Tirana i Albanien. Lavet isbaner i Sao Paulo i Brasilien, grønne floder i Stockholm, lavet en ekstra solnedgang i en storby og arbejder i øjeblikket på at sælge et gigantisk vandfald til et firma i New York. Men det er lidt problematisk i øjeblikket. Kunstneren er på vej til New York senere i denne uge for at drøfte salget, men i disse dage er amerikanerne ikke så glade for vild vand.

Breaking
Bar holdt ulovligt længe åbent: Det er anden gang på en uge - ejer står til stor bøde
Luk