Kunstigt åndedræt til økonomien
Frederikshavn bruger byggekredit til løn og regninger - det må man ikke

Lars Møller har kommunaldirektørens ord for at alt er foregået korrekt. Arkivfoto
FREDERIKSHAVN:De økonomiske problemer i Frederikshavn Kommune er langt større end, hvad der hidtil har været fremme. Det kan NORDJYSKE dokumentere på baggrund af en aktindsigt.
Frederikshavn Kommune har landets laveste likviditet, og i 2013 har kommunen flere gange købt sig tid og givet kunstig åndedræt til den nødlidende patient, der ellers ville være sat under administration.
Kommunen har brugt en byggekredit på 100 millioner kroner til at holde hånden under kassebeholdningen.
Ulovlig brug af penge til anlæg
- Det må man ikke. Kommunen bruger penge, der er reserveret til anlæg, til at lukke et hul i kassen, fordi driftsudgifterne er højere end indtægterne. Det er endnu et eksempel på, at Frederikshavn Kommune alt for længe har kørt på 1. klasse, siger Poul Erik Mouritzen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.
- Det vil kommunens revision givetvis falde over, og det samme vil Indenrigsministeriet, siger Poul Erik Mouritzen.
Af dokumenterne NORDJYSKE har fået adgang til, fremgår det, at byggekreditten er på 100 millioner kroner. Ved udgangen af februar 2014 var der blot bogført anlægsudgifter for 9 millioner kroner.
Resten, altså 91 millioner kroner, er brugt til at styrke kassebeholdningen, der ellers ville gå i minus.
En tikkende bombe
Udgifterne står nu som en tikkende bombe under en i forvejen meget anstrengt økonomi, der i februar fik Økonomi- og Indenrigsministeriet til at advare kommunen, som er faretruende tæt på at komme under administration.
Lars Møller (V), der var borgmester i 2013, siger, at han har kommunaldirektørens ord for, at alt er gået korrekt til.
Oplysningen om byggekreditten kommer dog helt bag på flere af medlemmerne i det gamle økonomiudvalg.
- Der har været givet et falsk billede af økonomien. Derfor føler jeg mig ført bag lyset, siger Peter Nielsen (K).
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.