Kunst

Kunstmur malet grøn

Kai Führers berømte betonrelief i Hobro er blevet overmalet af Birgit Borbye, som nu er meldt til politiet.

Birgit Borbye har malet Kai Führers betonrelief grøn. Foto: Grete Dahl

Birgit Borbye har malet Kai Führers betonrelief grøn. Foto: Grete Dahl

Tidligere sygeplejerske Birgit Borbye, Hobro, maler ikke byen rød. Hun maler den grøn. Det er gået ud over kunstneren Kai Führers store, 117 meter lange betonrelief langs Brogade - den gamle hovedvej 10 - i Hobro. På cirka halvdelen af strækningen har Birgit Borbye "pyntet" relieffet med grøn maling, som med pensel direkte er påført de indadvendte figurer i betonrelieffet. Kalder det hærværk Birgit Borbye kalder det kunst. Det gør formand for Kunstsamlingen i Mariagerfjord Kommune, læge Svend Nielsen, Hobro, ikke. - Hvad bilder hun sig ind. Det er vanvid. Det er hærværk, og det er totalt ødelæggende, siger Svend Nielsen. Han reagerede også prompte, da han via NORDJYSKE Medier erfarede, at det er Birgit Borbye, som har slået sig løst med pensel og maling. - Jeg melder hende til politiet, og så kan hun i øvrigt også imødese et erstatningskrav, fastslår Svend Nielsen. Forventer ballade Birgit Borbye markerede sig for første gang, da hun for snart to år siden tog penslen i egen hånd og med diverse motiver malede gangtunnellen under Brogade i Hobro. Da slap hun for tiltale, og fik endda med kommunens accept tilladelse til at gøre sit maleri færdigt. Til gengæld er hun udmærket klar over, at hun denne gang måske er gået over stregen. - Der bliver helt sikkert ballade. Jeg får næsen i klemme og ørerne i maskinen, forudser Birgit Borbye, som dog tager et eventuelt erstatningskrav med sindsro. - Jeg er pensionist og ejer ikke en krone. De kan sætte mig i fængsel, og så kan jeg jo male der, siger Birgit Borbye. Startede søndag Hun indledte sin aktion søndag aften, da de fleste i Hobro var optaget af Ambulancedagsfest. Tilfældigt kom et par politipatruljer forbi. - Jeg troede, de ville anholde mig. Det ville de ikke. Der var jo ikke tale om graffiti, men om rigtig maleri. For en sikkerheds skyld fik de dog mit navn og adresse, siger Birgit Borbye. Både sent mandag aften og tirsdag aften var Birgit Borbye atter i Brogade med maling og pensel. - Folk i lejlighederne over for begyndte at råbe og skrige ud gennem åbentstående vinduer. Jeg blev faktisk også truet med alt muligt, siger Birgit Borbye. Maling tilbage Hun har stadig en sjat tilbage af i alt ni liter grøn murmaling, men hun er ikke helt sikker på, at hun vil bruge resten på Kai Führers kunst. - Men egentlig burde han takke mig for, at jeg har peppet muren op. Det er jo ikke uden grund, den i folkemunde er blevet kaldt "grædemuren", siger Birgit Borbye.