Kunst

Kunstmuseet åbner to udstillinger

Bent Skytte-Rasmussen viser keramiske installationer

Bent Skytte-Rasmussen udstiller Vandbæreren på Vendsyssel Kunstmuseum.

Bent Skytte-Rasmussen udstiller Vandbæreren på Vendsyssel Kunstmuseum.

HJØRRING:På fredag er der fernisering på Vendsyssel Kunstmuseums næste særudstilling. Den hedder ”Vandbæreren - keramisk installationer og skulpturer, Bent Skytte-Rasmussen”. Udstillingens titel er hentet fra udstillingens hovedværk, nemlig Vandbæreren. Det er en to meter høj skulptur, som oprindelig sammen med 39 andre små keramiske skulpturer dannede ”Mine små venner i Hjardemål Klit”. Den ene mente Bent Skytte-Rasmussen ville egen sig godt til at blive skabt i stort format, og det er nu lykkedes med støtte fra Kulturministeriets Billedkunstråd. Bent Skytte-Rasmussen er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding med afgang i 1976. Han har udstillet på adskillige museer og gallerier og har skabt en lang række udsmykninger. På Vendsyssel Kunstmuseum er han repræsenteret med en række keramisk værker - blandt andre den over to meter høje ”Englesøjle” fra 1995. Samme dag er der fernisering på udstillingen ”Homecoming”, som består af værker af en række nyudklækkede kunstnere, som alle fra barn har haft kontakt til Vendsyssel. Udstillingen åbnes af Michael Karlborg, formand for Hjørring Fritids- og Kulturudvalg. Den kan ses frem til 18. marts 2007.