Kunstmuseet viser keramik

Museet har arvet 30 keramiske værker - vises nu på udstilling sammen med "Sammenhænge - 4 x keramik".

Spaltekanden af Eva Stæhr-Nielsen er del af ny testamentarisk gave til Vendsyssel Kunstmuseum.
Kunst 1. oktober 2008 19:16

Fredag eftermiddag åbner hele to keramikudstillinger på Vendsyssel Kunstmuseum. Dels udstillingen "Sammenhænge - 4 x keramik", dels en udstilling, der viser en keramisk samling, som museet fik som testamentarisk gave sidste år fra afdøde antikvitetshandler Per Andersen. Betingelsen for gaven var, at de 30 udvalgte keramiske værker skulle udstilles på museet indenfor tre år, og det fandt museets direktør Marianne Ilkjær ikke svært, for det er værker af nogle af Danmarks dygtigste keramikere: Gutte Eriksen, Lisbeth Munch Petersen, Jais Nielsen, Ulla Hjorth, Jacob Bang og Patrick Nordström. Det er Marianne Ilkjær der har udvalgt de 30 værker, der skulle til Hjørring. Resten af Per Andersens store samling er kommet til Vejen Kunstmuseum. Marianne Ilkjær valgte også eksempler på Saxbo Keramik - for eksempel værker af keramikeren Eva Stæhr-Nielsen. Den flotte testamentariske gave giver museet nye muligheder for at perspektivere kunstmuseets egen keramiksamlinger, som blandt andet omfatter en stor samling af Tove Anderberg. Hun er netop én af de fire keramikere bag "Sammenhænge - 4 x keramik". Her skal man se eksempler på et område indenfor kunsthåndværk, hvor der de senere år er sket en kæmpeudvikling. Det er blevet populært at samle keramik, og keramikerne eksperimenterer med former, glasurer og brændinger som aldrig før. Med på udstillingen er den danske keramiker Nina Hole, som er kendt rundt om i verden for sine store udendørs skulpturer. En time før udstillingen åbner, holder hun foredrag på kunstmuseet. Med er den "lokale" Gregory Miller. Han er lokal, fordi han bor og arbejder i Horne, men han er født og uddannet i USA og har som en af de meget få stået i lære hos en japansk mester. Med er også den svenske keramiker Eva Zethraeus, som takket være det nordiske netværk for keramikere tidligere har besøgt Vendsyssel med sine keramiske figurer. Udstillingen åbnes klokken 15 fredag af professor Poul Jensen, Kunsthøjskolen i Oslo. Den kan ses frem til 1. januar 2009. jb

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...