Kunstmuseum får fire stjerner

Danske Turist Attraktioner anmelder Nordjyllands Kunstmuseum

Nordjyllands Kunstmuseum er kommet i samme liga som AROS og Louisiana. arkivfoto

Nordjyllands Kunstmuseum er kommet i samme liga som AROS og Louisiana. arkivfoto

AALBORG:Danske Turist Attraktioner har netop besøgt og anmeldt Nordjyllands Kunstmuseum. Og efter en gennemgang af attraktionen fra kælder til kvist har Danske Turist Attraktioner (DTA) givet museet fire stjerner. Kun tre andre nordjyske attraktioner har opnået samme status, nemlig Nordsømuseet, Skagens Museum og Aalborg Zoo. Samtidig er Nordjyllands Kunstmuseum bedømt til at være i samme klasse som museerne AROS og Louisiana, og dermed til at være en attraktion på højt nationalt niveau. DTA er en kvalitetsmærke-ordning, som skal gøre det nemt for turister at få overblik over attraktionernes oplevelser, services og fysiske faciliteter. Stjernerne uddeles efter en ekstern, uafhængig og faglig vurdering, og i bedømmelsen er der især lagt vægt på atmosfæren, bygningen og museets samling. - Folkene fra DTA var hele museet igennem fra kælder til kvist. Foruden udstillinger og bygning fik også butikken, caféen og biblioteket rosende ord med på vejen, oplyser kunstmuseets Lars Ulrich Hansen. Forskning i kunst Men bedømmerne gik også bag kulisserne og lagde vægt på det, som er forudsætningen for udstillinger på højt niveau, nemlig den forskning, som det kunstfaglige personale også udfører. - Vi skal både levere oplevelser og forskning på højt niveau, så museet befinder sig på en skala med Fårup Sommerland og Aalborg Universitet som de to yderpunkter. Med de fire stjerner har vi vist, at vi mestrer hele bredden. Selv om vi ikke har de samme ressourcer som AROS og Louisiana, har vi fået lige så mange stjerner som disse to museer, siger museets formand, Lars Bang Jensen. Samtidig kan museet dokumentere en høj tilfredshed blandt sine gæster, og at det har mange udenlandske gæster. [ 70 procent af gæsterne er danskere, heraf er hver tredje nordjyde. [ 11 procent er tyskere. [ 10 procent kommer fra andre lande. [ 7 procent er svenskere og nordmænd. Endnu bedre De fire stjerner giver ikke anledning til at hvile på laurbærrene. - Det er godt at få at vide af andre, hvad vi er gode til, og hvor vi kan forbedre os, siger Lars Ulrich Hansen. Det sidste skridt til de fem stjerner kræver, at museets store samling af moderne dansk kunst bliver suppleret, så den kan klare sig på internationalt niveau. - Men det ville kræve en samling, som den på Louisiana eller Statens Museum for Kunst, som jo netop har fem stjerner, siger Lars Ulrich Hansen. Til gengæld var museets hjemmeside detaljer fra at få topvurderingen, som aldrig tidligere er blevet givet på det felt. - Vi skal blive bedre til at fortælle de historier, der ligger i vores samling. Både til det publikum, som ved noget om kunst, og til dem, som blot er interesserede. Vi er gode til det i forvejen, men vi skal blive endnu bedre, siger han.