Kunstmuseum får kendt billedtæppe fra Folketinget

Vendsyssel Kunstmuseum får Berit Hjelholts værk, der har prydet væggen bag Folketingets formandsstol i en årrække

Billedtæppet bag ved formandssædet er udført af væveren Berit Hjelholt og har titlen ”Som en rejselysten flåde” Foto: Henrik Sørensen
Hjørring 20. december 2016 13:27 - Opdateret 20. december 2016 13:33

HJØRRING: Berit Hjelholts billed-vævning "Som en rejselysten flåde", der siden 1987 har prydet vægpartiet bag Folketingets formandsstol, bliver nu en del af Vendsyssel Kunstmuseums samling.

I forbindelse med renoveringen af Folketingssalen i år, valgte man at nedtage Berit Hjelholts billedtæppe, og Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring øjnede muligheden for at få billedvævningen og kunstnerens hovedværk deponeret i Hjørring.

Folketinget, med formand Pia Kjærsgaard i spidsen, valgte dog ikke blot at uddeponere værket, men at donere det til museet.

Det oplyser kunstmuseet i en pressemeddelelse, hvor Pia Kjærsgaard også siger:

- Præsidiet har et ønske om, at kunstværket kan få lov til at leve videre til glæde for kunstinteresserede. Derfor er vi meget glade for, at billedvævningen bliver en del af Vendsyssel Kunstmuseums samling af kunsthåndværk sammen med museets store samling af Berit Hjelholts øvrige værker.

Det er en donation, som Vendsyssel Kunstmuseum er meget beæret over.

- Vi er utrolig glade og stolte over, at Folketinget har besluttet, at værket skal til Hjørring. Ja, for os heroppe i det nordjyske vender det jo praktisk taget hjem. Det er en udsmykning, som vi alle kender - de fleste nok fra tv, og selvfølgelig hvis man har besøgt Folketingssalen. Nu glæder vi os til at kunne præsentere billedvævningen på Vendsyssel Kunstmuseum og give alle mulighed for at opleve det flotte værk i virkeligheden, når vi fra den 7. april 2017 viser en udstilling med Berit Hjelholts værker. Det er en fantastisk julegave museet har fået, siger museumsdirektør Sine Kildeberg.

Inden billedvævningen rejser nordpå, er den sendt en tur omkring Kunstkonserveringen på Kronborg, hvor det bl.a. skal renses.

Om værket:

I 1985 udskrev Folketingets Præsidium en konkurrence om en ny udsmykning til vægpartiet bag Talerstolen i Folketingssalen. Valget faldt på billedvæveren Berit Hjelholts forslag, og i oktober 1987 blev den 585 cm høje billedvævning opsat og indviet.

Berit Hjelholt hentede sin inspiration i naturen - i landskabets linjer, kysten, havet og lyset og tit indgår brugen af symboler, heriblandt skibet og med det rejsen. Naturindtrykkene bliver i billedvævningerne ofte formidlet i dæmpede blå, grå og brune nuancer, som det også er tilfældet i det monumentale værk "Som en rejselysten flåde".

Om kunstneren:

Berit Hjelholt (1920-2016) fik væverkunsten ind med modermælken. I barndomshjemmet i Munsala, Finland, fremstillede familiens kvinder selv al beklædning og boligtekstil, og som 13-årig fik Berit Hjelholt sin egen spinderok. Tidligt udviste hun både evne og interesse for håndarbejdet, og som 19-årig blev hun optaget på linjen for mønstertegning på Kunst- og Håndverkskolen i Helsingfors. Efter at have taget sin eksamen giftede hun sig med psykolog Gunnar Hjelholt, med hvem hun bosatte sig i Danmark og fik to sønner. I slutningen af 1950´erne begyndte Berit Hjelholt at udstille sine værker.

Berit Hjelholt boede størsteparten af sit liv i Fjerritslev i Nordjylland, og kontakten mellem hende og Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring går langt tilbage. Berit Hjelholt indtager en central rolle i Vendsyssel Kunstmuseums samling af kunsthåndværk, og museet råder over den største danske museale samling af kunstnerens billedvævninger, hvoraf flere ofte indgår i museets permanente ophængning.

Udover værkerne har Berit Hjelholt doneret et stort dokumentationsmateriale i form af skitser, rejsedagbøger, fotostater m.m. til museet, som omvendt har arrangeret flere større udstillinger med kunstneren samt udgivet publikationer om hende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...