Kunstmuseum i frit fald

NORDJYSKE fortæller i artiklen ¿Aros svigtet af publikum¿ (3. januar 2008) historien om det århusianske kunstmuseums udeblevne publikum.

På den baggrund føler jeg lyst til at tilføje en uddybende kommentar. Aros Århus Kunstmuseum har i 2007 tabt en tredjedel af sit publikum. Mens der i 2006 var 373.000 besøgende, må museet nøjes med knap 232.000 besøgende i 2007. På Aros rykker man sig derfor i håret og kommer med mere eller mindre troværdige forklaringer på miseren. Men udgangen på historien bliver naturligvis endnu et økonomisk underskud. Denne gang på cirka en halv million kroner, som skal afholdes af de danske skatteydere. Som billedkunstner bliver man særlig deprimeret ved udsigten til underskud på Aros, for traditionen tro skal Århus (Aros) Kommune nok vide at godtgøre mastodontens tab om ikke andet så ved at flytte penge fra den eksperimenterende lokale kunst til byens kunstmuseum. Så der er udsyn til, at de århusianske billedkunstnere og for eksempel internetsitet www.aarhus.nu, der dagligt kæmper for deres eksistens, endnu engang bliver straffet for Aros¿ tilbagevendende evne til at budgettere over evne. Når det er sagt, må jeg imidlertid vedstå, at jeg selv bærer en del af skylden for denne tingenes sørgelige tilstand. Jeg var i sin tid med til at sikre Aros en god begyndelse og en del medieomtale, da jeg ved en happening, mens museet var under opførsel, lod mit blod flyde ned i museets våde fundament. Siden skabte jeg stor opmærksom omkring Olafur Eliassons udstilling ¿Minding the world¿, da jeg hævede vandstanden i hans vandfaldsskulptur ¿Waterfall¿. Efter udførelsen af denne happening satte udstillingen besøgsrekord, og i efteråret 2006 hjalp jeg sammen med min kollega, maleren Christian Tangø, endnu en gang Aros på vej mod en publikumssucces, da vi sammen skabte så megen blæst om Aros¿ biludstilling ¿Racing Cars¿, at udstillingen blev omtalt vidt og bredt. I 2007 har jeg imidlertid ikke haft tid til at bidrage positivt til Aros¿ succes, da andre presserende arbejdsopgaver har trængt sig på, og jeg må indrømme, at jeg ¿ naivt (set i bakspejlet) ¿ troede, at Aros var klar til at stå på egne ben uden min hjælp. Det var Aros ikke, og jeg beklager, at jeg skønnede forkert. Jeg kan forsikre, at jeg ønsker et velfungerende samtidskunstmuseum i Århus. Alene af den grund at jeg finder det urimeligt, at skatteyderne - og i mange tilfælde de lokale billedkunstnere - skal bløde for fejltagelserne på Aros. Jeg vil derfor grundigt overveje om, jeg i givet fald skal genoptage en praksis, der kan være med til på en positiv og velovervejet måde at skabe opmærksomhed omkring Aros. Til de personer, der måtte mene, at mine aktioner ikke har den store indflydelse på besøgstallet på Aros, vil jeg sige: Slå koldt vand i blodet! I 2007 udførte jeg for første gang nogensinde en aktion på kunstmuseet Louisiana, da jeg skabte værket ¿sort hul¿. Det nordsjællandske kunstmuseum kunne i 2007 - for første gang i fire år - konstatere en publikumsfremgang, og Louisiana regnede med at runde gæst nummer 465.000 inden udgangen af 2007. Tallene taler altså deres eget tydelige sprog.