Kunst

Kunstner bliver sortseer

Jens Sørensen fra Børglum har skrottet det digitale tv-signal og holder sig nu til radioen

Jens Sørensen lever af at lave billeder, men gider ikke de digitale tv-billeder. Foto: Henrik Louis

Jens Sørensen lever af at lave billeder, men gider ikke de digitale tv-billeder. Foto: Henrik Louis

BØRGLUM:Han lever af at fortælle historier gennem de billeder, han maler, så kunstmaler Jens Sørensen burde være mere til fjernsyn end til radio, når der skal vælges mellem de elektroniske medier. Men sådan er det ikke. Lørdag gik det op for ham, at han fra midnat var afskåret fra at se flere levende billeder på sit gamle B&O fjernsyn. I stedet for at ræse ud og købe en elektronisk boks eller et fladt fjernsyn, valgte han at sige pyt. Han vil forsøge at leve uden fjernsyn. Tv-mediet siger ham alligevel ikke særlig meget længere, forklarer han. Som han ser det, så er det bare det samme og det samme, der strømmer ud af kassen, i forskellig indpakning fra forskellige kanaler. Gennem længere tid har han bevidst skruet ned for sit tv-forbrug. - Jeg hører mest radio, for så kan jeg arbejde imens. I mit arbejde som maler bygger jeg mig op i løbet af dagen. Når det kommer til aftensmaden, er jeg lidt træt, men hvis jeg ser fjernsyn om aftenen, bliver jeg ukoncentreret, fortæller han. Har mobiltelefon Selv om Jens Sørensen føler sig klar til et liv uden tossekasse, så har han sine tvivl. - Det bliver lidt spændende at se, hvad der sker. Jeg holdt op med at ryge for et år siden, og nu det her. Jeg har heller ikke nogen computer, men det skyldes lidt dovenskab, jeg gider ikke interessere mig for det. - Men jeg har en mobiltelefon, som jeg hiver frem for at vise, at jeg er med, og jeg kan sende sms'er, fortæller han. Også den gamle bil er på vippen i Børglum: Han ved ikke, om han til juni næste år har en bil. - Jeg tror ikke, den klarer et syn, men så kan man jo bare købe en anden, hvis man vil det.