Musik

Kunstner-fusion fester

Havneatelier Løgstør byder på musik, vin og kunst

LØGSTØR:Der holdes "fusionsfest" i Løgstør i dag. Og det har ikke noget med den kommende storkommune at gøre men derimod en markering af Havneatelier Løgstørs 10 års jubilæum. Og bag stedet står en "fusion" af fire lokale kunstnere, der i dagens anledning byder gæsterne på musik, vin, mundgodt - og selvfølgelig kunst. Musikken leveres dels af elever fra Løgstør Kommunes Musikskole og dels af jazzorkestret Fætter Orla. Havneatelier Løgstør blev i 1995 etableret af Sonja Hansen, der arbejder både med olie og akryl på lærred samt laver akvareller. Senere er flere kunstnere kommet til og "fusionen" tæller i dag foruden Sonja Hansen også Inger Buus (glas, sten og maleri), Karsten Hansen (olie og akryl på lærred samt akvarel) og Mona Nielsen, der arbejder på samme vis. - I en tid, da der i Nordjylland sættes fokus på turisme, kan vi godt bryste os af at have været på forkant med udviklingen. Rigtig mange turister har nemlig gennem årene lagt vejen forbi Havneatelier Løgstør, fortæller Sonja Hansen. Hun kan i den forbindelse også berette om, at man har solgt kunst til så fjerne destinationer som Australien, Kina og USA. Havneatelier Løgstør, der også holder åben søndag, har til huse i den hedengangne Løgstør Avis' tidligere trykkeribygning, der er langt over 100 år. Den blev blev i øvrigt anvendt til mange af optagelserne til Erik Klausen-filmen "En loppe kan også gø.