Kunstner med egen musik

Musik 9. september 2002 08:00

HJØRRING: Fernisering på en stor separatudstilling, åbnet med egne musikalske værker. Se dét er ikke ret mange beskåret. Men sådan var det for multikunstneren Ole Bundgaard, hvis udstilling LandSkaberFolk åbnede på Vendsyssel Kunstmuseum i weekenden. Musikskoleleder Anders Christensen stillede med sin trombone op sammen med to af musikskolens dygtige MGK-elever på trombone og så spillede de ellers utraditionionelle udgaver af fem sange, som Ole Bundgaard har komponeret. Ferniseringen trak mange mennesker til museet og bar præg af lidt vemod og alligevel optimisme. Udstillingen er nemlig den aller-sidste i de gamle biblioteksbygninger i Brinck Seidelinsgade, og den blev åbnet af et bestyrelsesmedlem i den nye forening Kunstens Venner i Vendsyssel, Lars Skovfoged. - En begivenhedsrig periode for Vendsyssel Kunstmuseum slutter med denne udstilling. Det er både glædeligt og vemodigt. Vemodigt fordi lokalerne altid har givet den udstillede kunst et passende modspil. Bygningen er fredet og en arkitektonisk perle, og så rummer den inde i biblioteket de enestående friskomalerier af Niels Larsen Stevns. Jeg er også lidt bekymret for at sige farvel til bygningen, for hvad sker der med den, når museet har indtaget Bechs Klædefabrik, spurgte Lars Skovfoged. Udstillingen med Ole Bundgaards computerkunst med nordjyske landskaber kan ses frem til 27. oktober. Så bliver museet lukket, og planlægningen af den rent praktiske flytning til Bechs Klædefabrik tager sin begyndelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...