Kunstner vil forbinde fortid og nutid

Kokkedal-kunstner vil skabe kunstværket "At gå på nettet eller Krakas kåbe"

SÆBY:Den 60-årige kunstner Bror Westmann, Kokkedal, vil under LandArt-ugen i Sæby 17.-22. august på Sæby Nordstrand forbinde fortid og nutid med kunstværket "At gå på nettet eller Krakas kåbe". Bror Westmann er billedhugger og antropolog. I 1984 modtog han af Statens Kunstfond en bevilling til bygning af vindharper i Hanstholm. Blandt hans seneste værker er "Skibet" leveret til Karlebo Kommune i 1999. Om sit projekt under LandArt-ugen i Sæby siger han: - Udgangspunket er at gå på og i nettet. Sagnet om Kraka fra Rainer Lodbrogs saga med Krakas Kåbe. Tankerne går til fruen på Sæby Havn. Fortid og nutid forbindes af fiskerierhvervet og tætheden på havet - Norden og det globale forbundet i det lokale miljø. Kunstværket bliver en tøndeform af notgarn - med åbning - omkring et halv meter dybt hul med et net udspændt over hullet.