Kunstnere fejrede fødselsdag

Kreative kunstnere demonstrede evnerne for de besøgende fødselsdagsgæster

HOU:I går var dagen, hvor Galleri Hou fejrede sin fire års fødselsdag, og i den anledning var en lang række kunstnere med tilknytning til galleriet til stede. På trods af det noget ustadige vejr, var der alligevel mange gæster hos det 4-årige Galleri Hou, som holder til på Hugdrupgaard. Overalt ved de gamle bygninger var der aktivitet, for en stor del af de deltagende kunstnere havde nemlig indvilget i at arbejde på deres kunstværker på stedet, så de mange besøgende kunne få glæde af at se derpå. Blandt de mange kunstnere var der blandt andet mulighed for at møde en stenhugger, en knivmager, en glaskunstner, en smykkemager, en keramiker og derudover en del malere. Mere husflidsrelaterede udfoldelser var også repræsenteret i form af patchwork, blomsterkunst og meget, meget mere. I dagens løb var der også arrangeret musikalsk underholdning, og den stod jazz-musikeren Jesper Gram for sammen med “Det Vægtløse Band”. Selv om vejret var blandet på fødselsdagen, så var det ikke noget, som kunne ødelægge humøret for folkene bag den 4-årige fødselar. Anni Olesen er én af disse, og hun glædede sig over, at vejret ikke ligefrem indbød til at ligge på de nordjyske strande. - Vejret er perfekt for os. Og det så ud til, at hun havde ret i den konstatering, for efterhånden som eftermiddagen skred frem voksede besøgstallet støt. Galleri Hou bliver til Én af idémændene bag Galleri Hou er Holger Semmler. Sammen med malerkollegaen Lars Stender var det ham, som i sin tid fik overtalt Hals Kommune til at lave plads til et galleri i Hugdrupgaard. Dengang blev bygningerne i Hou benyttet af skolen, men en to måneders prøveperiode i sommerferien lykkedes det at få stablet på benene. Prøveperioden forløb godt, og efter de to måneder havde mere end 1700 personer besøgt det lille galleri. Kort efter blev det besluttet, at der i Hugdrupgaard var for lavt til loftet, så derfor måtte skolen ikke længere benytte lokalerne. Kort efter blev foreningen bag Hugdrupgaard stiftet, og her blev man overdraget brugsretten til den gamle gård i de følgende 30 år. Galleri Hou har derefter lejet sig ind i 10 år. Her hvor Galleri Hou netop har rundet sit fjerde år, er Holger Semmler meget stolt af det, som man har opnået, men samtidig vil han gerne takke sponsorerne samt de omkring 80 kontingentbetalende medlemmer, som støtter Galleri Hou. Uden deres økonomiske håndsrækning havde det været meget svært at drive galleriet, for da det fortsat er Hals Kommune, som ejer bygningerne, er det svært at få støtte fra fonde. - Vi arbejder med meget få penge, men dem vi har, det er vores egne, fortæller Holger Semmler.