Kunstnere øver til eksamen

Kunst 12. juni 2003 08:00

AABYBRO: Nye kunst-spirer holdt i går fernisering på VUC i Aabybro. Det var otte billedkunst-kursister på VUC, der udstillede værker, de har lavet i løbet af året, og som de skal eksamineres i næste uge. Og det var en meget alsidig udstilling, hvor alle kunstens ismer var at finde. Der var både arkitektur, collager, malerier, ansigtsstøbninger osv. En af kunst-spirerne er Tove Thomsen, der altid har haft en kunstmaler inde i sig. Derfor startede hun for et år siden på billedkunst-kurset, og kan nu stolt se resultatet af arbejdet. - Vi er meget stolte allesammen, og jeg synes, at det er blevet en flot udstilling. Men vi har været under tidspres og er selvfølgelig spændte på ferniseringen, for vi har jo aldrig prøvet det før, siger hun. De otte kursister har valgt at holde fernisering, for når de alligevel skal udstille for censor til eksamen, så kunne de lige så godt gøre noget ekstra ud af det, fortæller Tove Thomsen der mener, at udstillingen er en rar forløsning på et godt og lærerigt år. Selvom hun godt er klar over, at hun ikke er "rigtig" kunstner, så er der ingen tvivl om, at værkerne er til salg, hvis en køber byder sig, fortæller Tove Thomsen med et stort smil.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...