Kunstnere udstiller igen i den lille pavillon på Sdr. Strandvej

LØKKEN:Nu er der igen kunstnere i den lille pavillon på Sdr. Strandvej. Hele sommeren har forskellige kunstnere lagt billet på Kunstpavillonen, hvor udstillingerne kommer til at skifte hver uge. De første udstillere er seks kvindelige kunstnere, der udstiller i denne uge. En af dem er Jette Mark, der er lærer og underviser i bl.a. billedkunst på Billedskolen. Desuden arbejder hun med maleri og medbringer akrylmalerier, primært abstrakte billeder, hvor naturen har været den største inspirationskilde. Mei-Men Foo og Lise Maarbjerg er begge undervisere og kunsthåndværkere. De viser unika-tøj, produceret af naturmaterialer med tekstiltryk. De tre øvrige udstillere er Mi-Lan Foo, Ma-Lov Foo og Niku Foo, der medbringer eget design, mei-li design.