Kunstnerisk katastrofefilm

SUPERFLEX har tidligere lavet kunstnerisk projekt i Nordjylland. Her producerer de Guarana-sodavand på bryggeriet Landkær i Sejlflod. Arkivfoto: Lars Pauli

SUPERFLEX har tidligere lavet kunstnerisk projekt i Nordjylland. Her producerer de Guarana-sodavand på bryggeriet Landkær i Sejlflod. Arkivfoto: Lars Pauli

En McDonald's restaurant uden kunder og personale bliver gradvist oversvømmet med vand. Efterhånden som vandet stiger, begynder madvarer og møbler at flyde rundt, lys og installationer kortsluttes, og mørket sænker sig, mens kameraer registrerer over og under vandet. Det er konceptet i "Flooded McDonald's", som kunstnerkollektivet Superflex selv kalder en "symbolfilm"; en visuel undersøgelse af en symbolsk situation. "Flooded McDonalds", benytter sig af burgerkædens værdi som symbol på konsum og globalisering; "Flooded McDonald's" sætter oversvømmelsens destruktive kraft over for forbrugerkulturens ikon nr. 1. Superflex blev startet i 1993 af Rasmus Nielsen, Jakob Fenger og Bjørnstjerne Christiansen, der alle havde en fælles baggrund i uddannelsen på Kunstakademiet. De betegner selv deres kunstneriske tilgang som 'socio-økonomisk'. Det har manifesteret sig i en række nationale og internationale projekter, der griber aktivt ind i sociale og politiske strukturer. Eksempler er 'Supergas' (1997), et biogassystem, som er en bæredygtig energikilde til en familie i et 3. verdensland. 'Superchannel' (1999) en deltager-involverende tv-kanal. 'Superdanish' (2004) et hyldestmaleri til danske soldater i Irak i bedste amerikanske propagandastil. Og endelig er der "Guarana Power". Her har gruppen startet fabrikation af øl og sodavand baseret på guaranaplanten, og det er et projekt, der genererer store overskud til beboere i den tredje verden. "Flooded McDonald's", der produceres i Vietnam i samarbejde med vietnamesiske filmfolk, kommer til at vare 15-20 minutter. Filmen fremstilles i en særudgave i et begrænset antal signerede eksemplarer til museer og samlere og distribueres efterfølgende på internettet. - Flooded McDonald's er underfundig minimalistisk katastrofefilm - til eftertanke. Projektet ligger i feltet mellem billedkunst og film og skal både vises i Cinematekets foyer og på Filmstriben på nettet. Når vi har valgt at støtte den, er det blandt andet, fordi projektet giver os nogle erfaringer med samspillet mellem det enkeltstående, "signerede" kunstværk og netdistribution på forskellige platforme, som vi har stor fokus på i disse år, siger konsulent på Det Danske Filminstitut, Dola Bonfil. "Flooded McDonald's", har verdenspremiere på The South London Gallery 16. januar 2009.